Tanker om køkkenhaven 2017

Nu hvor solen endelig er begyndt at titte frem med sin lunende stråler. Begynder drømmene om den frodige køkkenhave også at spire. Jeg forestiller mig gerne smukke, sirlige og ikke mindst ukrudtsfrie rækker af struttende grønsager, det er dog langt fra et billede af virkeligheden. Faktisk tåler virkelighedes køkkenhave slet ikke at blive fremstillet i billedeformat. De sidste par år har køkkenhaven været præget af mange andre planter, end de spiselige, her taler jeg primært om senegræs og skvalderkål, plus den ikke så lille mængde af forskellige ukrudtsarter, lad mig blot kalde det biodiversitet i sin aller mægtigste form. Jeg har haft år hvor køkkenhaven var så godt som ukrudtsfri, og hvor rækkerne var lige. Men virkeligheden er, at sådan har det ikke været de sidste par år. Jeg kan remse de første mange undskyldninger op om, hvorfor køkkenhaven ikke har været pletfri, men det gider jeg simpelt hen ikke, for udbyttet har været der. Vi har spist, frosset ned, henkogt og vinteropbevaret mange mange grønsager, frugter, bær og nødder, og for mig er det vigtigste. Det er vigtigere for mig at vide hvad jeg putter i munden, end at have en æstetisk køkkenhave. Dette er en erkendelse, det har taget år at komme frem til. Ukrudt eller ej så er det bare et kæmpe frirum at nusse rundt ude i køkkenhaven. Jeg kan blive barnligt begejstret over, at se tingene gro, og jeg bliver til stadighed overrasket over, at de små frø, jeg putter i jorden, bliver til grønsager. Der er også en anden vinkel på denne anskuelse af køkkenhaven, jeg vil gerne give mine børn den samme glæde ved at spise egne grønsager og den kvalitetsbevidsthed der ligger herved. Det er dog et meget vigtigt princip for mig, at børnene lærer, at ting godt kan lykkedes selvom, at alt ikke ser snorlige ud. Alt dette betyder dog ikke at drømmen om den perfekte køkkenhave ikke eksisterer, for er tiden, energien og lysten til det, så bliver køkkenhaven ukrudtsfri i år, men jeg vil ikke gå på kompromis med at arbejdet skal være drevet af lyst. Jeg kan ikke være to steder på en gang, og det gider jeg ikke engang at forsøge. Jeg ved, jeg når det vigtige, og jordbærene og de nye kartofler er der lige om et øjeblik.

Billedet viser køkkenhaven som den ser ud i dag, så det er vist bare at komme i arbejdstøjet.

Skal, skal ikke, skal, skal ikke........skal (gøre forsøget)

Jeg har gjort flere forsøg, på at få bloggen her igang igen. Det er som det tydeligt fremgår ikke lykkes særlig godt. Men jeg savner at skrive, om det der optager mig i dagligdagen. Mine værdier har ikke ændret sig synderligt, siden jeg begyndte at blogge.På mange måder er jeg faktisk blevet meget mere bevidst om, hvad jeg vil, og hvad jeg bestemt IKKE vil!!! Personligt er der dog sket meget de senere år. Jeg er altid blevet beskrevet som genert og stille, og fordi det var den historie, der var om mig, var det også sådan, jeg så mig selv. Den fortalte historie blev til sandheden. Meeeen det var langt fra sandheden inde i mig, jeg vil så gerne sige min mening, vise hvad jeg kan og ikke kan, stille mig frem, drømme stort, møde spændende mennesker og blive inspireret og lære noget. På et tidspunkt blev jeg bevidst om, at jeg i nye relationer ikke var genert eller tilbageholdende, at jeg faktisk var den person, jeg havde det allerbedst med at være. Sikke en øjenåbner. Det gav mig mod på at udfordre mig selv. Og da jeg for godt et års tid siden, havde en oplevelse hvor jeg i kraft af, at jeg turde være mig selv, fik anerkendelse fra en kant jeg ALDRIG havde turde håbe på, tænkte jeg "FU.. det, nu tager jeg den fulde kontrol over mig selv". Det har været den bedste beslutning nogensinde, og det giver dagligt så mange positive oplevelser, og der er flere drømme, der allerede er gået i opfyldelse.
Nå men hvad har det så med bloggen at gøre, kan man tænke. Meget faktisk. For på grund af min indbildte generthed har jeg aldrig rigtig fortalt nogen om bloggen, den har været min hemmelighed........for tænk nu hvis den ikke var god nok. Men bloggen har også været det sted, hvor jeg har været mig selv, hvor jeg har turdet skrive, det der var vigtigt for mig.......et frirum.
Nu har jeg så haft kæmpe overvejelser om hvorvidt, jeg skulle starte en ny blog. Ny start og ny blog, men nej. Jeg er kommet frem til, at jeg er glad og stolt af min blog, den har givet mig så meget. Den er en del af mig, den er mit liv beskrevet med ord og billeder. Den skal ikke glemmes, for jeg mener hvert eneste ord, der er skrevet. Derfor fortsætter jeg bloggeriet her, med de samme værdier, de samme forhåbninger og bestræbelser på at gøre livet så enkelt og ukompliceret som muligt. Der vil stadig komme opskrifter, små hverdagsglimt men derudover tænker jeg også, der kommer flere indlæg med en større dybde. Og som en sidste ting har jeg tænkt mig, at invitere flere folk på besøg her på bloggen. Håber I fortsat vil følge med i mit "helt simple" liv.

Kærligst Dorte

Sprængt gås - og dennes anvendelsesmuligheder.

Opdrætning af gæs er noget af det bedste jeg ved. At se en lille dunet gæsling forvandle sig til en fuldvoksen gås med det fineste og lækreste kød er simpelthen fantastisk. Derudover kan de leve næsten udelukkende af græs, hvilket jo, hvis man har nok græs, holder udgifterne nede. Når det kommer til tilberedningen af gås, har vi hidtil udelukkende spist dem som gåsesteg med sprødt skind, brun sovs og hvad der ellers hører sig til. Men det bliver lidt ensformigt i længden, især hvis man har mere end et par gæs, så forleden forsøgte jeg mig med at sprænge kødet, og det kom der tre meget forskelligartet retter ud af. 

Selve sprængningen er forholdsvis let og gøres som følgende. Gåsen partereres i vinger, lår og bryst, kødstykkerne gnides grundigt i groft salt, lægges i et fad og sættes på køl i et døgns tid. Kødet skylles fri for salt og kommes i en saltlage af 50 gram sukker, 100 gram salt og to liter vand der har fået et opkog, og efterfølgende er afkølet. Kødet ligger nu i saltlagen i et til to døgn. Jeg lod det ligge i et døgn, og det var perfekt. Det var dog også en lille gås, så hvis det er en gås med en slagtevægt på 5-6 kg, så passer det nok fint med to døgn. Herefter skal kødet koges mørt i vand tilsat gulerødder, løg, porrer, selleri og en suppevisk, Kødet skal koges indtil det er mørt, hvilket i dette tilfælde var ca. 1½ time. Herefter er kødet klar til brug. Hvis man ønsker at spise kødet koldt, er det vigtigt at lade det køle af i suppen, da det ellers risikerer at blive kedeligt og "hårdt".

Første ret bestod af det færdigkogte og stadig lune gåsekød serveret med en vinterslaw af gulerødder og hvidkål, kartoffelrosti og champignonsovs (til dem der ikke kan undvære sovs). Det smagte virkeligt lækkert. Der er dog stor forskel på brystkødet og lår/vingekødet, og jeg tror at vi næste år parterer et par gæs, når de er slagtet, således at vi ikke behøver at tilberede brystkødet sammen med det øvrige kød. 

Anden ret var rispapirsruller. Jeg marinerede en del af det sprængte kød med en sød chilisovs og masser af hvidløg. Efter at have marineret natten over, blev kødet rullet i rispapir sammen med resten af vinterslawen, salat, agurk og avocado. Det blev til en lækker madpakke. 

Tredje ret af den sprængte gås var gule ærter. Jeg brugte suppen som base, og tilsatte gulerods- og knoldselleristern, porrer og gule flækærter. Det hele kogte sammen til det var tyknet. Jeg er sikker på at det vil være lækkert med det sprængte gåsekød til de guleærter, men da der ikke var mere tilbage, måtte vi nøjes med medisterpølse.

Jeg er blevet positivt overrasket hvor meget vi fik ud af en lille gås, og mulighederne er jo mange endnu. Så mon ikke vi fylder fryserne med gæs igen til efteråret.

Restestrik

I forbindelse med mit tidligere omtalte indkøbsstop, har jeg besluttet at få udryddet en del af mine garnrester og garnlageret generelt, og det har allerede resulteret i en del færdig strik. Jeg har ikke garn til store projekter liggende, men der rigeligt garn til småprojekter. Så der bliver strikket huer, strømper, tørklæder, vanter og lignende på livet løs. Ikke nok med det tynder ud i garnet, så giver det også en masse mental overskud, at få noget brugbart ud af alt det garn der ligger og fylder godt i hjørnet af stuen. Jeg har besluttet mig for udelukkende at strikke i rester frem til sommerferien, men selvfølgelig, hvis jeg mod al sandsynlighed løber tør for garn, så må jeg købe noget, for undvære strik, det kan jeg ikke.

Herunder er lidt billeder af noget af det, der er røget af pindene siden nytår.

Grønsagscurry.

Vi har fået en ny absolut livret med vintergrønsager herhjemme. Den smager fantastisk, varmer godt, er børnevenlig og indholdet af grønsager kan varierer afhængig af, hvilke grønsager der er til rådighed.

Opskriften på grønsagscurry er som følgende:

1) Brun karry (mængden afhænger af hvor stærk du ønsker den færdige curry, jeg brugte ca. 1 spsk.) og en stor spsk. sennepsfrø (kan undlades) i olie. 

2) En skål grønsager skåret i grove stykker, hældes i og svitses med et par minutter. Der er frit valg på grønsagshylden, men porrer, løg og hvidløg er altid at finde i min curry, derudover brugte jeg i den viste curry knoldselleri, pastinakker og gulerødder.

3) Tilsæt 3 spsk. æbleedikke og en dl. vand, læg låg på og lad grønsager dampe i ca. 5 minutter, der skal stadig være bid i dem.

4) Nu tilsættes en god spsk. revet ingefær, saften af en citron, ca. 1½ dl. fløde, salt og peber, kog det ved svag varme indtil fløden samler grønsagerne, og de stadig har lidt bid.

5) Server det rygende varmt.

Vi spiste det her sammen med lår fra vores kyllinger, men jeg vil mene det fungerer godt sammen med alle former for kyllinge- og svinekød.

Dette måltid var som godt som hjemmeavlet, det eneste vi ikke selv havde produceret var: karry, sennepsfrø, ingefær, citron og fløde. Så udover at maden smagte godt, så varmede den også i selvforsyningssamvittigheden.

Hakkebøffer af rådyr.

Selvom vinteren efterhånden er godt fremskreden, spiser vi faktisk stadig rigtig mange måltider, hvor vi selv har avlet og dyrket op mod 80-90% af måltidet. Det er skønt, det kræver selvfølgelig lidt planlægning, ellers ender det ofte med bagte rodfrugter. Bagte rodfrugter er gode, bare ikke hver dag. Kål er desværre ikke noget vi har haft i haven den forgange sæson, så det køber vi ofte, og eftersom det er sæson for kål i øjeblikket, så har jeg det fint med det. Men mon ikke der bliver plads til kål i næste års køkkenhaven, det kunne være dejligt.

 

I går stod menuen på hakkebøffer af rådyr (min mand er jæger), kartofler, sovs, løgkompot og rosenkålssalat med æbler. Det eneste vi ikke selv havde dyrket var rosenkål og et lille glas kapers (udover selvfølgelig salt, peber, olie og smør). For os er det naurligt at spise et sådant måltid, men det er da lidt af en luksus, at spise så lokale og friske varer.

 

Hakkebøfferne er lette at lave. Jeg hakkede en bov, og derudaf blev der syv bøffer, hvilket gav rester til frokostbordet i dag. Når kødet er hakket formes de blot som almindelige hakkebøffer og steges. Det kræver lidt opmærksomhed ved stegningen, da det er meget magert kød, bliver det hurtigt tørt, hvis det får for meget. Når bøfferne er brunede på begge sider hældes væske ved, vand er fint, men fond fra dyr eller kvæg er ekstra godt. Sovsen laves efterfølgende af denne væske tilsat en stor skefuld ribsgele.

 

Den altid ihærdige køkkenhjælper.

Rosenkålssalaten er bare fintsnittet rosenkål og æbler blandet med 1 del æbleeddike, 1 del rapsolie og lidt salt. Det skal helst trække en times tid. Eddiken har vi selv produceret i år, og den er fantastisk.
Løgkompotten er bagte løg der er stegt i lidt smør tilsat kapers og lidt eddike.

 

Der berettes om hvor stærk man bliver af at spise rådyr, det er ikke for tøsedrenge.

Har I ingen tørretumbler???

-"Har I ingen tørretumbler?" spurgte en kollega med meget stor underen og måske en anelse foragt i stemmen i går. Til det kunne jeg jo kun svare: -"Nej! sådan en ejer vi ikke, og kommer heller aldrig til det, men vi har dog en vaskemaskine". Samtalen fortsatte med hvilket stort arbejde det måtte være at hænge alt tøj til tørre, det kunne jeg, med sandhed, sige at jeg aldrig havde overvejet. Faktisk mener jeg, at det at hænge tøj til tørre især udendørs er små momenter af livsglæde for mig. Jeg har tænkt på denne samtale siden, for når jeg går på arbejde, føler jeg mig jo ikke anderledes, jeg trives rigtig godt blandt mine kollegaer (som jo er en flok blandede mennesker). Jeg kan da godt se jeg ikke lever helt som dem. Ovenstående eksempel er jo også blot et ud af mange, ikke udelukkende fra min arbejdsplads, men i mødet med mennesker generelt.

Der var også en, der overhørte en telefonsamtale, hvor jeg talte med min datter om hvorvidt hun måtte tage en legekammerat med hjem. Jeg nævnte for hende, at selvfølgelig måtte hun det, men da jeg først kom senere hjem, var der jo ikke fyret op, så de måtte lige tage en tyk trøje på. Dette er jo hverdag for os, der er først varme på når vi kommer hjem og får fyret op. Men at der er varme på, er jo en selvfølgelighed for de fleste, så derfor afledte denne telefonsamtale en del spørgsmål.

Når jeg møder disse spørgsmål og denne underen, forklarer jeg mig heller end gerne. Vi har jo truffet et valg om at leve, som vi gør, og jeg har ingen forventning om at andre forstår vores valg, at de accepterer det er vores valg, betyder dog meget for mig. Heldigvis møder jeg oftest en interesse, når jeg fortæller om vores livsstil, selvom jeg tit tænker, at dem jeg taler med ikke helt forstår vores valg. Men når alt kommer til alt forstår jeg jo heller ikke helt dem der bor i parcelhuse med store græsplæner og herregårdssten i indkørselen.

Hvordan er det så at vi skiller os ud fra flertallet af befolkningen? I en overskrift tror jeg, at man kan sige, at vi prøver at få mest muligt ud af mindst muligt. I den sætning ligger der jo implicit, at det kræver en lidt større indsats end blot at trykke på forskellige knapper på enten en tørretumbler, et fyr, en dankortterminal eller en mikrobølgeovn. Så vores hverdag er fuld af praktiske gøremål, gøremål som mange vil se som træls arbejde, men som jeg ser som processer, der giver et resultat. Og når man selv har været med i de forudgående processer, bliver glæden og taknemmeligheden ved f.eks. varmen i stuen ekstra tilfredsstillende. Jeg tager ikke meget for givet her i livet, men jeg er dagligt taknemmelig for mangt og meget stort som småt, og jeg tror det hjælpe til at have et sundt liv. Jeg bliver ikke stresset, for jeg er vant til at der skal ydes en indsats for at opnå et resultat, jeg har ikke en forventning om, at ting sker af sig selv. Personligt tror jeg, at det ofte er her, det går galt i det moderne samfund, vi er blevet vant til at blive serviceret, og når vi så skal yde en indsats for at opnå et resultat, så bliver vi stressede, fordi det ikke kommer af sig selv. Jeg er glad for mit liv, og jeg ønsker ikke at leve det anderledes. Tværtimod bliver jeg ved med at søge processer der giver flere daglige gøremål, men så i sidste ende giver mere livskvalitet.

 

 

Praktiske gøremål er jo fantastiske, når man kan tilbringe tid med disse to.