Viser opslag med etiketten Bøger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bøger. Vis alle opslag

fredag den 20. juli 2012

Jordens børn.

Nogle gange kan jeg blive sådan helt småfilosofisk over, hvorfor mit liv har formet sig, som det har. Hvorfra kommer min interesse for at klare mig selv, ikke kun i forhold til selvforsyning, men også i forhold til at være uafhængig af andre og uafhængig af normer og forventninger? Jeg lever jo langt fra uafhængigt, jeg har mit job, min fagforening, min familie og min kalender, alligevel har jeg altid tænkt, at jeg ville trives fint som eneboer på en øde ø. Da jeg var barn, drømte jeg om at være på spejderlejr et helt år, bare at bo i telt og leve af bålmad. Drømme er jo dejlige at have, og jeg forsøger også at gøre mig selv mere og mere uafhængig......og det trives jeg fint med i det daglige.

I sjette klasse var jeg en rigtig læsehest. Jeg elskede at snuse rundt på skolebiblioteket, og jeg valgte altid de tykkeste bøger. Jeg kiggede ikke så meget på indholdet af bøgerne, det var tykkelsen der var vigtig. En dag i min søgen efter tykke bøger, faldt jeg over Hulebjørnes Klan, som er første del af Jordens børn. Jeg læste og læste, og jeg var fuldstændig grebet af både fortællingen og beskrivelserne af, hvorledes menneskene levede på denne tid. 


Resten af bøgerne i serien læste jeg også, og sidenhen har jeg læst dem igen og igen. Nu er sidste bind jo udkommet for efterhånden et stykke tid siden (jeg har købt dem), men jeg besluttede mig for at læse hele serien en gang til, inden jeg tog hul på sidste bind. Tiden er desværre ikke som da jeg gik i folkeskolen, så det tager noget tid, at få tygget sig igennem alle bøgerne en gang til, men jeg føler, at jeg får en ny læseoplevelse for hver gang, jeg læser dem.

Denne serie af bøger er jo i virkeligheden en selvforsyningsbibel af dimensioner, og jeg tænker, at disse bøger har været medvirkende årsag til, at jeg ønsker at leve mit liv så simpelt som muligt. Moralen er lidt at bare man har sin nysgerighed og vilje, så kan man gøre hvad som helst. Denne minimalistiske tilgang til livet er nok i virkeligheden, det jeg søger. Samtidig er det også det der kan gøre mig enormt frustreret over at leve i et samfund der er så fokuseret på materialisme......... 

søndag den 22. april 2012

Martins havebog

I går satte jeg løg i køkkenhaven, og imens jeg kravlede rundt der på alle fire, tænkte jeg på hvormange rækker løg, der nu er nødvendigt at sætte for at dække vores forbrug. Generelt synes jeg, det kan være svært at bedømme, hvor meget der skal såes eller plantes af hver afgrøde. Jeg er ikke den eneste, der har haft den tanke, og rent faktisk har jeg en opslagsbog, der fortæller hvormange meter kartofler, løg, bønner, ærter o.s.v., der er fordres pr kostenhed.

Bogen hedder Martins havebog, og jeg har arvet den efter min farfar, der faktisk også hed Martin, min søn hedder jo iøvrigt også Martin, han er dog hverken opkaldt efter sin oldefar eller bogen!


Jeg har ikke kunnet finde et årstal for, hvornår bogen er udgivet, men jeg vil skyde på den er fra 1950´erne. Faktisk stod bogen også på min morfars bogreol, og dette eksemplar har mine forældre nu stående. Hvorom alting er, så er det en fantastisk underholdende bog at læse. Udover at have udførlige anvisninger på hvormange meter der fordres pr kostenhed af de forskellige køkkenurter, så fortæller den også om prydhaven, frugttræer og ikke mindst bekæmpelsesmidlerne.

Afsnittet med bekæmpelsesmidlerne starter således:

" Det er ingenlunde svært at finde et middel mod enhver sygdom eller ethvert skadedyr, som i det hele taget lader sig bekæmpe ad kemisk vej; det er ofte vanskeligere at skelne imellem de snart utallige fabrikater og finde frem til det middel, som er både virksomt og samtidig billigst muligt, uskadeligt for planterne og i så vid udstrækning som muligt også ugiftigt for mennesker og husdyr"

Det må siges, at vi idag har en noget anden holdning til bekæmpelsesmidlerne.

I afsnittet om køkkenhaven er der også lige et afsnit, jeg synes det er værd at citere:

"Planlægning af køkkenhaven er et morsomt arbejde inden forårsudsåningens begyndelse, ja, De skulle ligefrem gøre det til Deres hobby, at udforme den bedst mulige plan over Deres køkkenhave. Der kræves et ark papir, en blyant og et frøkatalog fra det firma, hvor de ønsker at gøre Deres frøindkøb. Det bliver nok ikke fuldendt det første år, for det er slet ikke så let at få til at gå op, og så var der jo heller ikke noget spændende ved det"

Ja planlægning af køkkenhaven var jo nok nærmest datidens Wordfreud.

Jeg kan kun andefale at kigge efter bogen på diverse loppemarkeder, for den er topunderholdende, og samtidig giver den et fantastisk indblik i en svunden tid.