Skal, skal ikke, skal, skal ikke........skal (gøre forsøget)

Jeg har gjort flere forsøg, på at få bloggen her igang igen. Det er som det tydeligt fremgår ikke lykkes særlig godt. Men jeg savner at skrive, om det der optager mig i dagligdagen. Mine værdier har ikke ændret sig synderligt, siden jeg begyndte at blogge.På mange måder er jeg faktisk blevet meget mere bevidst om, hvad jeg vil, og hvad jeg bestemt IKKE vil!!! Personligt er der dog sket meget de senere år. Jeg er altid blevet beskrevet som genert og stille, og fordi det var den historie, der var om mig, var det også sådan, jeg så mig selv. Den fortalte historie blev til sandheden. Meeeen det var langt fra sandheden inde i mig, jeg vil så gerne sige min mening, vise hvad jeg kan og ikke kan, stille mig frem, drømme stort, møde spændende mennesker og blive inspireret og lære noget. På et tidspunkt blev jeg bevidst om, at jeg i nye relationer ikke var genert eller tilbageholdende, at jeg faktisk var den person, jeg havde det allerbedst med at være. Sikke en øjenåbner. Det gav mig mod på at udfordre mig selv. Og da jeg for godt et års tid siden, havde en oplevelse hvor jeg i kraft af, at jeg turde være mig selv, fik anerkendelse fra en kant jeg ALDRIG havde turde håbe på, tænkte jeg "FU.. det, nu tager jeg den fulde kontrol over mig selv". Det har været den bedste beslutning nogensinde, og det giver dagligt så mange positive oplevelser, og der er flere drømme, der allerede er gået i opfyldelse.
Nå men hvad har det så med bloggen at gøre, kan man tænke. Meget faktisk. For på grund af min indbildte generthed har jeg aldrig rigtig fortalt nogen om bloggen, den har været min hemmelighed........for tænk nu hvis den ikke var god nok. Men bloggen har også været det sted, hvor jeg har været mig selv, hvor jeg har turdet skrive, det der var vigtigt for mig.......et frirum.
Nu har jeg så haft kæmpe overvejelser om hvorvidt, jeg skulle starte en ny blog. Ny start og ny blog, men nej. Jeg er kommet frem til, at jeg er glad og stolt af min blog, den har givet mig så meget. Den er en del af mig, den er mit liv beskrevet med ord og billeder. Den skal ikke glemmes, for jeg mener hvert eneste ord, der er skrevet. Derfor fortsætter jeg bloggeriet her, med de samme værdier, de samme forhåbninger og bestræbelser på at gøre livet så enkelt og ukompliceret som muligt. Der vil stadig komme opskrifter, små hverdagsglimt men derudover tænker jeg også, der kommer flere indlæg med en større dybde. Og som en sidste ting har jeg tænkt mig, at invitere flere folk på besøg her på bloggen. Håber I fortsat vil følge med i mit "helt simple" liv.

Kærligst Dorte

Nu mangler jeg ord.

27. juli skrev jeg mit sidste blogindlæg, et lidt halvhjertet indlæg om gæssenes svømmetur. Siden da har jeg faktisk ikke været på bloggen, jeg har heller ikke fulgt med i blogverdenen omkring mig. Der har været helt stille omkring mig, men kun i denne blogverden.........................For der har i den grad været fuld fart over feltet i det virkelige liv, både på den dejlige livsbekræftende måde, men der har også været ting, der har fyldt i den knap så muntrer ende.

Derudover er jeg blevet afhængig af det hurtige fiks på INSTAGRAM, men nu savner jeg det skrevne ord, at uddybe mine tanker lidt mere end blot et hurtig hashtag.  Jeg kan jo også se, at der trods min passivitet har været ret mange besøgende på min side, hvilket jo er en dejlig anerkendelse. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg blogger bl.a. for at få anerkendelse, måske det er lidt et tabu at sige, men jeg tror langt de fleste bloggere har det på denne måde. Jeg holder da skarpt øje med hvilke indlæg der har flest besøgende, for på den måde at forbedre mine indlæg, det er en proces, jeg holder meget af, da det udvikler både mig og bloggen. Jeg blogger med hjertet, og vil aldrig skrive indlæg, jeg ikke kan stå 100% inde for, og sådan vil det fortsat være.

Dette betyder også, at bloggen her på mange måder er og har været som et lille barn for mig. Jeg tager det derfor personligt, når enkeltpersoner tillader sig at gøre grin eller latterliggøre bloggen og dermed mig. Dette er en situation, jeg har været nødt til at forholde mig til det seneste års tid, og jeg skal ærligt indrømme, at det har drænet lidt på lysten til at blogge. Så med disse ord vil jeg sige velkommen på bloggen i 2015. Jeg elsker når du kigger forbi og måske skriver en kommentar, det giver lyst til at producere flere indlæg. Jeg tager gerne imod feedback, både positivt og kritisk. Hvis du mener min blog er blær og et glansbillede, så stik piben ind, og start med at udleve dine egne drømme, for i sidste ende er det jo det, livet handler om. Godt nytår til alle.

 

Og gæssene endte deres frie liv, som lækker mad både mortens- og juleaften. Og 3 af dem ligger stadig i fryseren, og venter på at blive tilberedt på forskellige måder.

 

Bytte bytte købmand.

Jeg elsker at bytte. Det er en dejlig fornemmelse at bytte mit overskud til noget jeg mangler. I dag har jeg byttet med min mor. Hun har de lækreste augustæbler, og eftersom jeg ingen tidlige æbler har, og jeg netop i går fik den største trang efter æbleflæsk, så var der grobund for en byttehandel. Min mor har ikke længere høns, det har jeg, og de lægger mange flere æg, end vi kan nå at bruge. Så det blev til en byttehandel, og jeg fik tilmed også nogle skønne tomater med i handlen. 

At bytte på denne måde er jo i bund og grund en meget simpel ting. Men jeg synes, at den forvandling af værdi tingene gennemgår i en byttehandel er forbavsende og imponerende. Der er jo ingen tvivl om, at de augustæbler mine forældre ikke når at spise, kommer til at ligge under træet og rådne. Dermed repræsenterer de jo ingen værdi, men når jeg derimod kan bruge dem, så bliver værdien på æblerne meget høj, da jeg jo ikke bare kan gå ned i supermarkedet og købe et tilsvarende produkt. Jeg synes det er fascinerende, og meget relevant i denne tid hvor der er så meget fokus på bæredygtighed.

En juleferie med forandringer.

Det er jo en lidt atypisk juleferie, vi holder os i år. Det nye køkken vi er ved at lave, er virkelig tiltrængt, og når det er færdig (forhåbentlig snart), betyder det et helt nyt indeliv, hvor vi har mulighed for at samles og lave forskellige ting i køkkenrummet. Dette har vi ikke rigtig haft mulighed førhen, da køkkenet har været et koldt, klamt og grimt lille rum.

 

I forbindelse med at vi skulle udvide køkkenet, blev vi nødt til at nedlægge vores pusleplads., det vil sige at lillebror ikke længere har et puslebord, uha så er han altså ved at være stor. Han blev 2½ år den 27. december, så han ER jo IKKE en baby længere.

 

Han er så interesseret i, hvad vi laver, og han elsker at imitere os, og føle han er med. Han er selv begyndt at sige "Dartin arbejder", og det gør han.

 

 

Der er også sket noget andet skelsættende med Lillebror her i ferien, han har nemlig droppet middagsluren, det skal moren lige vænne sig til, det har jo været mit frikvarter, hvor jeg har kunnet lave de ting, der bare er lettest uden en lille pilfinger i nærheden. Men nu er det slut, og det er på sin vis også skønt, børn vokser, og deres små milepæle minder os om, at vi skal huske at nyde dem hver eneste sekund, og at hver alder har sin charme.

 

Barnevognstæppet jeg strikkede, mens jeg var gravid med lillemanden, er nu vasket og klar til at blive pakket væk........eller er der nogen der har en ide til, hvad sådan et lille tæppe kan bruges til?

 

Julen er hjerternes fest..

I fredags da jeg for tedje gang denne uge kørte afsted for at aflevere mine to ungerne til eftermiddags/aften/nat pasning, havde jeg en kende dårlig samvittighed. Jeg plejer aldrig at overbooke min kalender, og slet ikke love mig væk flere dage på en uge til ting der ene og alene handler om mig, men det havde jeg fået gjort i denne uge. Så der sad jeg i bilen, og havde dårlig samvittighed over, at jeg skulle til julefrokost med mine kollegaer. Pludeslig siger Rikke ud af ingenting -"Mor jeg er så glad for, at det er dig der er min mor" Til det svarer jeg selvfølgelig - "Det er mor da glad for at høre, jeg er også glad for at du er min pige". "Mor det er bare fordi du altid har tid til at flette julehjerter og sådan noget sammen med mig, det er så hyggeligt, og mine venners morer arbejder altid, de har aldrig tid til at lave sådan noget, det er jeg glad for du har" Nåe så blev jeg da lige rørt, sikke en bekræftigelse at få. når nu jeg faktisk ikke synes, jeg har så meget tid til mine unger. Og hvor bliver jeg bare glad, fordi det beviser, at det er det rigtige for mig og min familie, at vi har truffet et valg om at værne om de små værdier i dagligdagen og gøre netop disse hverdagsting til vores stjernestunder. 

Indholdet af min strikkekurv......

Jeg har vendt indholdet af min strikkekurv ud på stuegulvet....ganske uoverskueligt ser det ud......præcis som min lille families liv. Vi er slået tilbage til start for Gud ved hvilken gang, denne gang er det bare lidt mere omfattende, end vi før har oplevet. Men vi klarer det, vi er stræbsomme, arbejdssomme og vi er ved godt mod.

Hvorfor tømte jeg så min store strikkekurv? jo jeg har besluttet mig for at restestrikke resten af året. 15 års ihærdige strikkerier, giver mange rester, og en del ufærdige projekter, så garn har jeg nok af, nu skal det så forvandles til små hyggelige projekter.

Første projekt er et par hulmønstrede uldsokker i str 30-32, et glad og hyggeligt strikketøj til en søndag aften, hvor drømme skal revurderes, og fremtiden pludselig bliver anderledes, end vi forventede, livet kan ikke planlægges................heldigvis:)



Sat ud af spillet.

Forårstiden er en travl tid, jeg har lange "to-do" lister, der skal såes, forspires, plantes, prikles, jordbehandles, gøres klar til høns, luges, lægges fliser o.s.v. o.s.v. Nu er jeg ikke typen, der bliver stresset og går i panik, men jeg vil gerne have, at der er styr på tingene, og at tingene bliver gjort indenfor den tidsramme, jeg har planlagt. Men sådan skulle det ikke være i denne uge, faktisk har jeg ikke vinget noget som helst af på nogle af mine "to-do" lister, derimod er livet blevet sat lidt i et andet perspektiv for vores lille familie. Søndag aften blev Lillemanden hastet på sygehuset i ambulance, han var blevet ramt af en virusinfektion i luftvejene, hvilket ikke er det bedste, når man i forvejen lider af en særlig genstridig astmatisk bronkitis. Det er ikke første gang vi er indlagt med ham, nærmere ottende eller niende gang, men det er første gang, jeg for alvor har været bange og bekymret for den lille mand. Han er dog ved at være på toppen igen, han er sej og en figther uden lige.

Det jeg egentlig vil frem til, med denne lille fortælling er, at når man sådan er "låst" fast på et sygehus, og ikke kan gøre andet end at drage omsorg for sit syge barn, så får man rigtig god tid til at tænke og reflektere over sit liv. Jeg har tænkt rigtig mange tanker, og de fleste tanker var overraskende positive, jeg er så glad og tilfreds med den måde, vi lever vores liv på, og dog blev tanken om at blive endnu mere selvforsyndende ved med at dukke frem. Når jeg tænker på at blive mere selvforsyndende, tænker jeg det egentlig som en mulighed for at blive mere selvstændige. Det irreterer mig, at jeg ikke har muligheden for at tage det fulde ansvar for mit eget liv. Der er altid nogle der har den endelige magt, jeg tænker her på fagforeningen, banken (som lige er krakket!!!!), myndighederne, kreditforeningen, forsikringselskabet o.s.v. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage det store skridt, og frigøre mig så meget som muligt fra ovenstående, men så begynder tingene også at blive usikre, og det er spørgsmålet, om vi som familie er klar til denne uvished. 

På trods af den ulykkelig situation det er at have et meget syg barn, så kan jeg virkelig anbefale alle at give sig selv et pusterum fra hverdagen og alle dens gøremål og virkelig tænke og reflektere over livet. Jeg tænker at et par døgn i en shelter, telt i skoven eller noget helt tredje er bedre end 4 døgn på en børneafdeling!!!

Det dufter af drivhus.

Når varmen og solen begynder at blive mere reglen end undtagelsen, og fuglene lystigt fløjter deres forårssang, så sker der også noget magisk i drivhuset. Der fremkommer simpelthen den mest varme, fugtige og tunge duft, en duft jeg kan forstille mig, planter elsker at vokse i. Jeg tror jeg kunne sidde i drivhuset og indsnuse denne duft i timevis, hvis ikke det var fordi, der er så mange andre hængepartier, der trænger til lidt opmærksomhed.

Jordbærrene i drivhuset er begyndt at blomster, så inden vi ved af det er friske varme jordbær lige til at spise.

To der elsker hinanden.

Disse to skønne unger er så glade for hinanden, at jeg er sikker på de vil gå gennem ild og vand for hinanden. Og så har de et ejerforhold over for vores kødkvæg, som jeg ikke troede, var muligt, når man er henholdsvis 6½ og 1½ år. 

Spændende

Jeg synes det er fantastisk spændende at jeg nu har et helt nyt år, som jeg kan fylde ud, præcis som jeg ønsker. Jeg er ikke typen der ser tilbage, jeg ser hellere fremad. Jeg kan ikke ændre noget i det forgangne år, men jeg kan påvirke år 2012, og det glæder jeg mig til. Nytårsfortsætter er heller ikke lige min kop te, men hvert år har jeg nogle fokusområder, som jeg vil arbejde med, det kan både være personlige, faglige eller mere praksisorienterede. Tre af mine fokusområder vil jeg gerne uddybe lidt:

1) Jeg vil tilstræbe at se meget mindre ligegyldig TV. Som så mange andre mangler jeg timer i døgnet, og dem tænker jeg, at kunne finde lidt flere af ved at droppe noget TV tid.

2) Jeg vil øge mit fokus på min og min families brug af tilsætningsstoffer. I forvejen er jeg meget opmærksom på hvilke og hvor mange tilsætningsstoffer, vi bruger til dagligt. Men jeg vil gerne have forbruget endnu længere ned. Derudover vil jeg gerne gøre mine omgivelser opmærksomme på, hvor mange forskellige tilsætningsstoffer de propper i dem selv og deres børn. Jeg er ikke ude på at vil missionere, men der ville nok komme nogle velplacerede stikpiller en gang i mellem.

3) Jeg vil forsøge at mere på forkant. De sidste måneder føler jeg, at jeg har slukket mange unødvendige ildebrande. Ildebrande der opstået fordi jeg er kommet bagud med rengøringen, hurtigretter i fryseren, madplaner og den planlægning der er nødvendig i en børnefamilie. Jeg vil gerne være så meget på forkant, at uventede gæster bliver en glædelig overraskelse.....

Noget andet der kommer til at fylde det kommende år, er at vi skal påbegynde opførelsen af vores store drøm, nemlig et nyt stuehus. Det er en drøm, der er blevet sat på standby flere gange, men nu ser det endelig ud til at lykkes.

Helt konkret startede 2012 med tre timers trækløvning. Det var skønt med den friske luft her 1. januar. Desuden kommer der snart en gravmaskine, der skal lave gårdsplads og bunden til det nye stuehus, derfor er det nødvendig at få fjernet træstakken, der ligger lige der, hvor det kommende soveværelse skal være.

Blandt mælkebøtter

Blandt græsplænens mælkebøtter ligger tæppet jeg syede til min store pige i julegave. Det er syet af hendes gamle kjoler og nogle supplerende stofrester. Tæppet har siden fulgt hende rundt i hele huset, og nu hvor foråret for alvor er kommet, bliver det slæbt med ud. Oftest ligger det i hængekøjen under æbletræerne. Der slapper hun af og får sorteret alle de mange sanseindtryk, når hun kommer hjem fra børnehaven. Og i morgen har hun sidste dag i børnehaven, så starter det virkelige liv med SFO og skole. Mon ikke det så bliver nødvendigt med lidt ekstra tid i hængekøjen til at fordøje alle de nye indtryk.