tirsdag den 22. oktober 2013

Julegåsen

Jeg har vist aldrig fået præsenteret julegåsen. I juni måned hentede vi fem daggamle gæslinger, her i oktober har vi tre tilbage, det er ikke en særlig god statistik, men vi glæder os til at spise de tilbageværende. Den ene lille gås havde en meget udpræget fysisk nedsat funktionsevne, den måtte vi aflive. En anden blev syg og døde, så tilbage har vi tre, efterhånden store og skræppende, gæs i fin trivsel. De lever fint af græs og lidt korn. 

I lang tid har de gået frit omkring, men de skider jo overalt, hvor de kommer frem, så nu er de blevet lukket inde bag hegn. Hegnet kan let flyttes, så de har altid frisk græs.


søndag den 20. oktober 2013

Sikke en sommerbuket.


Tænk sig at kunne plukke sådan en buket stolte kavalerer her den 20. oktober. Jeg bliver jo næsten i sommer stemning.

mandag den 14. oktober 2013

Eftermiddagssnack.

Vi får ofte en lille eftermiddagssnack midt på eftermiddagen, ofte er der bare en bolle eller lidt frugt, i weekenden sker det ofte, at det er et stykke kage. I går havde vi bagt knækbrød , så der blev det til en lille tallerken med knækbrød, brie, æbler frisk fra træet og vindruer fra drivhuset. Jeg synes som altid, det er lidt mere lækkert og tilfredsstillende, når vi selv har lavet/avlet, det vi spiser.............og så er ungerne vilde med det


Opskriften på knækbrød er helt simpelt........

4 dl blandede kerner
1 dl rug- eller havregryn
3,5 dl mel
1 tsk bagepulver
2,5 tsk salt
2 dl vand (du kan også eksperimentere med andre væsker som f.eks. æblemost, øl eller noget helt tredje)
1,25 dl olie
Eventuelt kommen, fennikelfrø eller andre krydderier.

Alle ingredienserne røres sammen. Her i huset har vi en røremaskinebestyrer, intet bliver rørt uden han drejer på knappen. Det kan dog også sagtens røres med håndkraft.

Herefter fordeles det på to bageplader. Det er lettest at lægge et stykke bagepapir ovenpå dejen og rulle det ud med kagerullen. Inden knækbrødene sættes i ovnen skæres de ud i passende stykker. De bages herefter 15 minutter ved 200 grader. Hold øje med dem. Når knækbrødene er blevet kolde, knækkes de i stykker og opbevares i en tæt dåse.


lørdag den 12. oktober 2013

Efterår.

Efteråret er efter min mening en skøn skøn årstid. Farverne i naturen, blæsten, regnen, ulden på strikkepindene, stearinlys og et stort forråd til hele vinteren. I dag har jeg været en tur ned over vores marker, Rikke skulle nemlig afleveres til en legeaftale hos naboen. Hver gang jeg går den tur, bliver jeg bekræftet i, at vi valgte rigtigt, da vi købte denne ejendom. Vi købte jo stedet med drømmen om at bygge nyt stuehus, hvilket stadig også er planen, den er bare udskudt på ubestemt tid. Så vi lever på mange måder i et nedslidt hus med utætte vinduer, ujævne gulve, uisolerede værelser og gamle elinstallationer, men det betyder ikke så meget, når vi er omgivet af så meget smuk natur. Vi har stejle bakker, to vandhuller, hegn med store gamle ege- og bøgetræer, eng med dejlig brøndkarse, hasselbuske, kæmpe kampesten, udsigt til skov så langt øjet rækker, bølgende marker og et meget rigt dyreliv...........det er rigdom for mig. 

Rigtig godt efterår til alle Jer der læser med :)




tirsdag den 8. oktober 2013

Æblemost

Jeg tror, at noget af det mest hyggelige jeg kan finde på sammen med mine børn, er at presse æblemost. De kan være med i alle processerne lige fra at samle æbler, presningen og prøvesmagningerne. Og resultatet det taler for sig selv, æblemosten smager himmelsk af æbler, hvilket jo ikke nødvendigvis er tilfældet for færdigkøbt æblejuice. Det er første sæson, vi presser æbler til most, og vi har bare en lille frugtpresse, men den virker perfekt til vores behov. Heldigvis er der mange æbler tilbage nede i frugthaven, så vi er ikke færdige med mosteriet endnu.