Tanker om køkkenhaven 2017

Nu hvor solen endelig er begyndt at titte frem med sin lunende stråler. Begynder drømmene om den frodige køkkenhave også at spire. Jeg forestiller mig gerne smukke, sirlige og ikke mindst ukrudtsfrie rækker af struttende grønsager, det er dog langt fra et billede af virkeligheden. Faktisk tåler virkelighedes køkkenhave slet ikke at blive fremstillet i billedeformat. De sidste par år har køkkenhaven været præget af mange andre planter, end de spiselige, her taler jeg primært om senegræs og skvalderkål, plus den ikke så lille mængde af forskellige ukrudtsarter, lad mig blot kalde det biodiversitet i sin aller mægtigste form. Jeg har haft år hvor køkkenhaven var så godt som ukrudtsfri, og hvor rækkerne var lige. Men virkeligheden er, at sådan har det ikke været de sidste par år. Jeg kan remse de første mange undskyldninger op om, hvorfor køkkenhaven ikke har været pletfri, men det gider jeg simpelt hen ikke, for udbyttet har været der. Vi har spist, frosset ned, henkogt og vinteropbevaret mange mange grønsager, frugter, bær og nødder, og for mig er det vigtigste. Det er vigtigere for mig at vide hvad jeg putter i munden, end at have en æstetisk køkkenhave. Dette er en erkendelse, det har taget år at komme frem til. Ukrudt eller ej så er det bare et kæmpe frirum at nusse rundt ude i køkkenhaven. Jeg kan blive barnligt begejstret over, at se tingene gro, og jeg bliver til stadighed overrasket over, at de små frø, jeg putter i jorden, bliver til grønsager. Der er også en anden vinkel på denne anskuelse af køkkenhaven, jeg vil gerne give mine børn den samme glæde ved at spise egne grønsager og den kvalitetsbevidsthed der ligger herved. Det er dog et meget vigtigt princip for mig, at børnene lærer, at ting godt kan lykkedes selvom, at alt ikke ser snorlige ud. Alt dette betyder dog ikke at drømmen om den perfekte køkkenhave ikke eksisterer, for er tiden, energien og lysten til det, så bliver køkkenhaven ukrudtsfri i år, men jeg vil ikke gå på kompromis med at arbejdet skal være drevet af lyst. Jeg kan ikke være to steder på en gang, og det gider jeg ikke engang at forsøge. Jeg ved, jeg når det vigtige, og jordbærene og de nye kartofler er der lige om et øjeblik.

Billedet viser køkkenhaven som den ser ud i dag, så det er vist bare at komme i arbejdstøjet.

Skal, skal ikke, skal, skal ikke........skal (gøre forsøget)

Jeg har gjort flere forsøg, på at få bloggen her igang igen. Det er som det tydeligt fremgår ikke lykkes særlig godt. Men jeg savner at skrive, om det der optager mig i dagligdagen. Mine værdier har ikke ændret sig synderligt, siden jeg begyndte at blogge.På mange måder er jeg faktisk blevet meget mere bevidst om, hvad jeg vil, og hvad jeg bestemt IKKE vil!!! Personligt er der dog sket meget de senere år. Jeg er altid blevet beskrevet som genert og stille, og fordi det var den historie, der var om mig, var det også sådan, jeg så mig selv. Den fortalte historie blev til sandheden. Meeeen det var langt fra sandheden inde i mig, jeg vil så gerne sige min mening, vise hvad jeg kan og ikke kan, stille mig frem, drømme stort, møde spændende mennesker og blive inspireret og lære noget. På et tidspunkt blev jeg bevidst om, at jeg i nye relationer ikke var genert eller tilbageholdende, at jeg faktisk var den person, jeg havde det allerbedst med at være. Sikke en øjenåbner. Det gav mig mod på at udfordre mig selv. Og da jeg for godt et års tid siden, havde en oplevelse hvor jeg i kraft af, at jeg turde være mig selv, fik anerkendelse fra en kant jeg ALDRIG havde turde håbe på, tænkte jeg "FU.. det, nu tager jeg den fulde kontrol over mig selv". Det har været den bedste beslutning nogensinde, og det giver dagligt så mange positive oplevelser, og der er flere drømme, der allerede er gået i opfyldelse.
Nå men hvad har det så med bloggen at gøre, kan man tænke. Meget faktisk. For på grund af min indbildte generthed har jeg aldrig rigtig fortalt nogen om bloggen, den har været min hemmelighed........for tænk nu hvis den ikke var god nok. Men bloggen har også været det sted, hvor jeg har været mig selv, hvor jeg har turdet skrive, det der var vigtigt for mig.......et frirum.
Nu har jeg så haft kæmpe overvejelser om hvorvidt, jeg skulle starte en ny blog. Ny start og ny blog, men nej. Jeg er kommet frem til, at jeg er glad og stolt af min blog, den har givet mig så meget. Den er en del af mig, den er mit liv beskrevet med ord og billeder. Den skal ikke glemmes, for jeg mener hvert eneste ord, der er skrevet. Derfor fortsætter jeg bloggeriet her, med de samme værdier, de samme forhåbninger og bestræbelser på at gøre livet så enkelt og ukompliceret som muligt. Der vil stadig komme opskrifter, små hverdagsglimt men derudover tænker jeg også, der kommer flere indlæg med en større dybde. Og som en sidste ting har jeg tænkt mig, at invitere flere folk på besøg her på bloggen. Håber I fortsat vil følge med i mit "helt simple" liv.

Kærligst Dorte

Sprængt gås - og dennes anvendelsesmuligheder.

Opdrætning af gæs er noget af det bedste jeg ved. At se en lille dunet gæsling forvandle sig til en fuldvoksen gås med det fineste og lækreste kød er simpelthen fantastisk. Derudover kan de leve næsten udelukkende af græs, hvilket jo, hvis man har nok græs, holder udgifterne nede. Når det kommer til tilberedningen af gås, har vi hidtil udelukkende spist dem som gåsesteg med sprødt skind, brun sovs og hvad der ellers hører sig til. Men det bliver lidt ensformigt i længden, især hvis man har mere end et par gæs, så forleden forsøgte jeg mig med at sprænge kødet, og det kom der tre meget forskelligartet retter ud af. 

Selve sprængningen er forholdsvis let og gøres som følgende. Gåsen partereres i vinger, lår og bryst, kødstykkerne gnides grundigt i groft salt, lægges i et fad og sættes på køl i et døgns tid. Kødet skylles fri for salt og kommes i en saltlage af 50 gram sukker, 100 gram salt og to liter vand der har fået et opkog, og efterfølgende er afkølet. Kødet ligger nu i saltlagen i et til to døgn. Jeg lod det ligge i et døgn, og det var perfekt. Det var dog også en lille gås, så hvis det er en gås med en slagtevægt på 5-6 kg, så passer det nok fint med to døgn. Herefter skal kødet koges mørt i vand tilsat gulerødder, løg, porrer, selleri og en suppevisk, Kødet skal koges indtil det er mørt, hvilket i dette tilfælde var ca. 1½ time. Herefter er kødet klar til brug. Hvis man ønsker at spise kødet koldt, er det vigtigt at lade det køle af i suppen, da det ellers risikerer at blive kedeligt og "hårdt".

Første ret bestod af det færdigkogte og stadig lune gåsekød serveret med en vinterslaw af gulerødder og hvidkål, kartoffelrosti og champignonsovs (til dem der ikke kan undvære sovs). Det smagte virkeligt lækkert. Der er dog stor forskel på brystkødet og lår/vingekødet, og jeg tror at vi næste år parterer et par gæs, når de er slagtet, således at vi ikke behøver at tilberede brystkødet sammen med det øvrige kød. 

Anden ret var rispapirsruller. Jeg marinerede en del af det sprængte kød med en sød chilisovs og masser af hvidløg. Efter at have marineret natten over, blev kødet rullet i rispapir sammen med resten af vinterslawen, salat, agurk og avocado. Det blev til en lækker madpakke. 

Tredje ret af den sprængte gås var gule ærter. Jeg brugte suppen som base, og tilsatte gulerods- og knoldselleristern, porrer og gule flækærter. Det hele kogte sammen til det var tyknet. Jeg er sikker på at det vil være lækkert med det sprængte gåsekød til de guleærter, men da der ikke var mere tilbage, måtte vi nøjes med medisterpølse.

Jeg er blevet positivt overrasket hvor meget vi fik ud af en lille gås, og mulighederne er jo mange endnu. Så mon ikke vi fylder fryserne med gæs igen til efteråret.

Restestrik

I forbindelse med mit tidligere omtalte indkøbsstop, har jeg besluttet at få udryddet en del af mine garnrester og garnlageret generelt, og det har allerede resulteret i en del færdig strik. Jeg har ikke garn til store projekter liggende, men der rigeligt garn til småprojekter. Så der bliver strikket huer, strømper, tørklæder, vanter og lignende på livet løs. Ikke nok med det tynder ud i garnet, så giver det også en masse mental overskud, at få noget brugbart ud af alt det garn der ligger og fylder godt i hjørnet af stuen. Jeg har besluttet mig for udelukkende at strikke i rester frem til sommerferien, men selvfølgelig, hvis jeg mod al sandsynlighed løber tør for garn, så må jeg købe noget, for undvære strik, det kan jeg ikke.

Herunder er lidt billeder af noget af det, der er røget af pindene siden nytår.

Grønsagscurry.

Vi har fået en ny absolut livret med vintergrønsager herhjemme. Den smager fantastisk, varmer godt, er børnevenlig og indholdet af grønsager kan varierer afhængig af, hvilke grønsager der er til rådighed.

Opskriften på grønsagscurry er som følgende:

1) Brun karry (mængden afhænger af hvor stærk du ønsker den færdige curry, jeg brugte ca. 1 spsk.) og en stor spsk. sennepsfrø (kan undlades) i olie. 

2) En skål grønsager skåret i grove stykker, hældes i og svitses med et par minutter. Der er frit valg på grønsagshylden, men porrer, løg og hvidløg er altid at finde i min curry, derudover brugte jeg i den viste curry knoldselleri, pastinakker og gulerødder.

3) Tilsæt 3 spsk. æbleedikke og en dl. vand, læg låg på og lad grønsager dampe i ca. 5 minutter, der skal stadig være bid i dem.

4) Nu tilsættes en god spsk. revet ingefær, saften af en citron, ca. 1½ dl. fløde, salt og peber, kog det ved svag varme indtil fløden samler grønsagerne, og de stadig har lidt bid.

5) Server det rygende varmt.

Vi spiste det her sammen med lår fra vores kyllinger, men jeg vil mene det fungerer godt sammen med alle former for kyllinge- og svinekød.

Dette måltid var som godt som hjemmeavlet, det eneste vi ikke selv havde produceret var: karry, sennepsfrø, ingefær, citron og fløde. Så udover at maden smagte godt, så varmede den også i selvforsyningssamvittigheden.

Hakkebøffer af rådyr.

Selvom vinteren efterhånden er godt fremskreden, spiser vi faktisk stadig rigtig mange måltider, hvor vi selv har avlet og dyrket op mod 80-90% af måltidet. Det er skønt, det kræver selvfølgelig lidt planlægning, ellers ender det ofte med bagte rodfrugter. Bagte rodfrugter er gode, bare ikke hver dag. Kål er desværre ikke noget vi har haft i haven den forgange sæson, så det køber vi ofte, og eftersom det er sæson for kål i øjeblikket, så har jeg det fint med det. Men mon ikke der bliver plads til kål i næste års køkkenhaven, det kunne være dejligt.

 

I går stod menuen på hakkebøffer af rådyr (min mand er jæger), kartofler, sovs, løgkompot og rosenkålssalat med æbler. Det eneste vi ikke selv havde dyrket var rosenkål og et lille glas kapers (udover selvfølgelig salt, peber, olie og smør). For os er det naurligt at spise et sådant måltid, men det er da lidt af en luksus, at spise så lokale og friske varer.

 

Hakkebøfferne er lette at lave. Jeg hakkede en bov, og derudaf blev der syv bøffer, hvilket gav rester til frokostbordet i dag. Når kødet er hakket formes de blot som almindelige hakkebøffer og steges. Det kræver lidt opmærksomhed ved stegningen, da det er meget magert kød, bliver det hurtigt tørt, hvis det får for meget. Når bøfferne er brunede på begge sider hældes væske ved, vand er fint, men fond fra dyr eller kvæg er ekstra godt. Sovsen laves efterfølgende af denne væske tilsat en stor skefuld ribsgele.

 

Den altid ihærdige køkkenhjælper.

Rosenkålssalaten er bare fintsnittet rosenkål og æbler blandet med 1 del æbleeddike, 1 del rapsolie og lidt salt. Det skal helst trække en times tid. Eddiken har vi selv produceret i år, og den er fantastisk.
Løgkompotten er bagte løg der er stegt i lidt smør tilsat kapers og lidt eddike.

 

Der berettes om hvor stærk man bliver af at spise rådyr, det er ikke for tøsedrenge.

Har I ingen tørretumbler???

-"Har I ingen tørretumbler?" spurgte en kollega med meget stor underen og måske en anelse foragt i stemmen i går. Til det kunne jeg jo kun svare: -"Nej! sådan en ejer vi ikke, og kommer heller aldrig til det, men vi har dog en vaskemaskine". Samtalen fortsatte med hvilket stort arbejde det måtte være at hænge alt tøj til tørre, det kunne jeg, med sandhed, sige at jeg aldrig havde overvejet. Faktisk mener jeg, at det at hænge tøj til tørre især udendørs er små momenter af livsglæde for mig. Jeg har tænkt på denne samtale siden, for når jeg går på arbejde, føler jeg mig jo ikke anderledes, jeg trives rigtig godt blandt mine kollegaer (som jo er en flok blandede mennesker). Jeg kan da godt se jeg ikke lever helt som dem. Ovenstående eksempel er jo også blot et ud af mange, ikke udelukkende fra min arbejdsplads, men i mødet med mennesker generelt.

Der var også en, der overhørte en telefonsamtale, hvor jeg talte med min datter om hvorvidt hun måtte tage en legekammerat med hjem. Jeg nævnte for hende, at selvfølgelig måtte hun det, men da jeg først kom senere hjem, var der jo ikke fyret op, så de måtte lige tage en tyk trøje på. Dette er jo hverdag for os, der er først varme på når vi kommer hjem og får fyret op. Men at der er varme på, er jo en selvfølgelighed for de fleste, så derfor afledte denne telefonsamtale en del spørgsmål.

Når jeg møder disse spørgsmål og denne underen, forklarer jeg mig heller end gerne. Vi har jo truffet et valg om at leve, som vi gør, og jeg har ingen forventning om at andre forstår vores valg, at de accepterer det er vores valg, betyder dog meget for mig. Heldigvis møder jeg oftest en interesse, når jeg fortæller om vores livsstil, selvom jeg tit tænker, at dem jeg taler med ikke helt forstår vores valg. Men når alt kommer til alt forstår jeg jo heller ikke helt dem der bor i parcelhuse med store græsplæner og herregårdssten i indkørselen.

Hvordan er det så at vi skiller os ud fra flertallet af befolkningen? I en overskrift tror jeg, at man kan sige, at vi prøver at få mest muligt ud af mindst muligt. I den sætning ligger der jo implicit, at det kræver en lidt større indsats end blot at trykke på forskellige knapper på enten en tørretumbler, et fyr, en dankortterminal eller en mikrobølgeovn. Så vores hverdag er fuld af praktiske gøremål, gøremål som mange vil se som træls arbejde, men som jeg ser som processer, der giver et resultat. Og når man selv har været med i de forudgående processer, bliver glæden og taknemmeligheden ved f.eks. varmen i stuen ekstra tilfredsstillende. Jeg tager ikke meget for givet her i livet, men jeg er dagligt taknemmelig for mangt og meget stort som småt, og jeg tror det hjælpe til at have et sundt liv. Jeg bliver ikke stresset, for jeg er vant til at der skal ydes en indsats for at opnå et resultat, jeg har ikke en forventning om, at ting sker af sig selv. Personligt tror jeg, at det ofte er her, det går galt i det moderne samfund, vi er blevet vant til at blive serviceret, og når vi så skal yde en indsats for at opnå et resultat, så bliver vi stressede, fordi det ikke kommer af sig selv. Jeg er glad for mit liv, og jeg ønsker ikke at leve det anderledes. Tværtimod bliver jeg ved med at søge processer der giver flere daglige gøremål, men så i sidste ende giver mere livskvalitet.

 

 

Praktiske gøremål er jo fantastiske, når man kan tilbringe tid med disse to.

 

 

Fast food - af den gode og sunde slags.

Fra i morgen banker hverdagen på igen. Vi har holdt 2 ugers ferie, og vi har nydt det i fulde drag. Der er noget særligt over juleferien, da der ikke er så meget udendørsarbejde, der trænger sig på, kan jeg bedre slappe af og have fokus på hygge og indendørs syslerier. Så batterierne er fyldt op, og klar til dagligdagsudfordringerne igen.

Der hvor jeg ofte føler, vi bliver ramt af dagligdagens uforudsigelighed er på tilberedningen af aftensmaden. Vi har som oftest en madplan, den fungerer godt, men engang i mellem (ca. 1 gang om ugen) kikser det, så er det nødvendigt med et hurtigt alternativ. Herhjemme er alternativet som oftest purerede supper, det kan alle lide, og suppen kan være klar på 30 minutter.

I efteråret slagtede vi kyllinger. Jeg parterede alle kyllingerne, og på alle skrogene kogte jeg fond i gruekedlen. Det blev til en stor portion fond, som blev frosset ned i portionsstørrelser. Så er det let at tage en pose kyllingefond op af fryseren, lade den smelte i en gryde mens rodfrugter hentes, skrælles, skæres i små tern og kommes i gryden, og vupti er der fast food.

 

Jeg har før skrevet en opskrift på kartoffelsuppe, men alle rodfrugter kan anvendes, vi kan især godt lide suppen med jordskokker. Økonomisk er det også en kæmpe fordel for os at have denne smutvej. Skal vi først omkring supermarked for at hente et hurtigt alternativ, så bliver det let dyrt. Og det er i den forbindelse lige meget, om det så handler om at købe ind til et sundt eller knapt så sundt måltid. Vi har selv avlet alt, hvad der skal i supperne, og det giver en stor tilfredsstillelse både på det personlige og økonomiske plan.

 

 

Nu mangler jeg ord.

27. juli skrev jeg mit sidste blogindlæg, et lidt halvhjertet indlæg om gæssenes svømmetur. Siden da har jeg faktisk ikke været på bloggen, jeg har heller ikke fulgt med i blogverdenen omkring mig. Der har været helt stille omkring mig, men kun i denne blogverden.........................For der har i den grad været fuld fart over feltet i det virkelige liv, både på den dejlige livsbekræftende måde, men der har også været ting, der har fyldt i den knap så muntrer ende.

Derudover er jeg blevet afhængig af det hurtige fiks på INSTAGRAM, men nu savner jeg det skrevne ord, at uddybe mine tanker lidt mere end blot et hurtig hashtag.  Jeg kan jo også se, at der trods min passivitet har været ret mange besøgende på min side, hvilket jo er en dejlig anerkendelse. Der skal ikke herske tvivl om, at jeg blogger bl.a. for at få anerkendelse, måske det er lidt et tabu at sige, men jeg tror langt de fleste bloggere har det på denne måde. Jeg holder da skarpt øje med hvilke indlæg der har flest besøgende, for på den måde at forbedre mine indlæg, det er en proces, jeg holder meget af, da det udvikler både mig og bloggen. Jeg blogger med hjertet, og vil aldrig skrive indlæg, jeg ikke kan stå 100% inde for, og sådan vil det fortsat være.

Dette betyder også, at bloggen her på mange måder er og har været som et lille barn for mig. Jeg tager det derfor personligt, når enkeltpersoner tillader sig at gøre grin eller latterliggøre bloggen og dermed mig. Dette er en situation, jeg har været nødt til at forholde mig til det seneste års tid, og jeg skal ærligt indrømme, at det har drænet lidt på lysten til at blogge. Så med disse ord vil jeg sige velkommen på bloggen i 2015. Jeg elsker når du kigger forbi og måske skriver en kommentar, det giver lyst til at producere flere indlæg. Jeg tager gerne imod feedback, både positivt og kritisk. Hvis du mener min blog er blær og et glansbillede, så stik piben ind, og start med at udleve dine egne drømme, for i sidste ende er det jo det, livet handler om. Godt nytår til alle.

 

Og gæssene endte deres frie liv, som lækker mad både mortens- og juleaften. Og 3 af dem ligger stadig i fryseren, og venter på at blive tilberedt på forskellige måder.

 

Gæs på afveje

I år har vi anskaffet os 10 gæslinger. Gæs er hyggelige, og så spiser de uanede mængder af græs, og græs har vi rigeligt af. Jeg flytter deres indhegning dagligt, så de får nyt græs, og det er en sand fornøjelse at se dem gå ombord i græsset. I går da jeg flyttede indhegning, slap hele gåsebanden ud. De løb afsted ned over græsmarken i en afsindig fart, og inden jeg nåede at indhente dem, svømmede de rundt ude i søen.

Efter et stykke tid lykkedes det mig at få dem gelejdet tilbage til indhegningen (helt oppe ved bygningerne). Det var en flok trætte gæs, der vraltede ind i indhegningen. 

Hjemmerøget bacon

Jeg har længe gået med tankerne om at prøve selv at lave bacon. Jeg har jo en lækker gris i fryseren, og ribbenstegene har længe lagt i toppen af fryseren, og bedt om at blive til bacon. Så for et stykke tid siden tog jeg mig endelig sammen. Jeg tørsaltede kødet i 5 døgn. Jeg gned kødet i groft peber, og puttede det i en spand (beregnet til levnedsmidler), og dækkede det med salt. Herefter kom det i køleskabet. Efter de 5 dage i saltet, tog jeg kødet op, og lod det tørrer et døgns tid inden rygningen. Nu har jeg jo ikke en rygeovn, men jeg havde hørt at en kuglegrill kan gøre det samme. Jeg fyldte en trådsi med røgsmuld, tændte op i røgsmuldet og lagde kødet på grillristen. Jeg havde kun det øverste spjæld ganske lidt åbent. Der var en rigtig fin røgudvikling inde i grillen. Kødet blev røget i ca. 4 timer, herefter har det hængt og tørret yderligere 6 dage. Nu er det skåret i tynde skiver og frosset ned, så nu har jeg hjemmerøget bacon til kartoffelmadderne, og det smager fantastisk.

Jeg er forbavset over, hvor let det er at lave bacon. Og der er ingen tvivl om at kvaliteten er helt i top, og at det faktisk smager af kød, i modsætning til det der ligger i supermarkedernes kølediske.

Jordbær/rabarbergrød med med mynte og vanilje

Når man er god til at spise rugbrød til frokost, så må man gerne få pandekager til aftensmad en gang imellem. Vi har spist meget rugbrød i dag, og i aften skal vi have pandekager med jordbær/rabarbergrød og flødeskum. Jeg har plukket de første 30 jordbær i haven idag, og sammen med de sidste rabarber i år er det kogt til en skøn grød, der dufter helt fantastisk.

Jeg valgte at koge rabarber og mynte sammen i en gryde først. Rabarberne er ved at være noget grove, så da de var kogt godt i smadder, siede jeg saften fra. Jeg kogte herefter jordbærrene i rabarbersaften sammen med en vaniljestang. Jeg til satte herefter sukker, og jævnede grøden med kartoffelmel. Så nu mangler vi bare at bage pandekagerne.

Fra haven har jeg brugt: jordbær, rabarber og mynte.

Lækker madpakke

Nu er sommeren jo begyndt, og der er ved for alvor at ske noget i køkkenhaven. I torsdags spiste vi de første nye kartofler, de var GODE. Med de nye kartofler kommer også kartoffelmadderne, og Rikke har længtes efter kartoffelmadder, siden sidst der var nye kartofler. Så i dag er der kartoffelmadder med purløg og bacon i madpakken. 

  

Derudover har hun også en havregrynsbolle med med æggesalat og salat. 

Til dessert er der friske jordbær fra drivhuset.

Da hun cyklede af sted i morges, mente hun, at hun havde verdens bedste madpakke med.

Fra haven er der brugt følgende: kartofler, purløg, radisser, salat, jordbær og æg fra hønsene.

Fugleunger.

Sidste år var jeg så heldig at få fuglekasser til min fødselsdag. Nu er fuglene flyttet ind, vi har både gråspurve, musvitter og sortmejser, det er så hyggeligt.

Sortmejsen har dog bygget på terrassen.

Et næsten flyvefærdigt kuld musvitter.

Pizzasnegle

Pizzasnegle og pølsehorn er altid godt at have i fryseren til at variere madpakkerne med, så i dag er der blevet bagt et godt lager af begge dele. Det kan vist lige strække frem til sommerferien, som jo nærmere sig med hastige skridt

Jeg mener, at pizzasnegle skal bages af rent hvidt mel og allerhelst af tipo 00. Jeg har jo en professionel erfaring med børn og madpakker, og hvad jeg ikke har set af børn, der er ved at blive kvalt i GROVE GROVE boller, pølsehorn, pizzasnegle og lignende. Selvfølgelig skal børn have gode kostfibre, de skal bestemt heller ikke leve af hvidt brød, men med en madpakke med groft rugbrød og godt med gnavegrønt, så kan en pizzasnegl godt forsvares.

Opskrift på pizzasnegle 20 stk. :

50 gram gær, 3 dl vand, 1 tsk groft salt, 1 spsk olie og 500 gram mel. Dejen laves som enhver anden brøddej, det vigtige er at få den æltet længe og godt nok, jeg bruger altid min køkkenmaskine, og ælter dejen heri i 10 minutter. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse.

Det er altid godt med hjælp i køkkenet, og som han så sødt sagde -"Mor jeg elsker når du putter dine blomster i pizzasneglene"

Efter hævning rulles dejen ud i en aflang firkant, den smøres med en stor dåse tomatpure. Herefter kommes fyldet på, i dag brugte vi godt med oregano fra haven, en rest hamburgerryg i meget små stykker og en rest ost som rives på til sidst. Dejen rulles til en lang pølse, og pizzasneglene skæres ud og lægges på en bageplade. De skal efterhæve ca. 20 minutter, hvorefter de bages 20 minutter ved 200 grader. De skal afkøle på en rist. Jeg plejer at komme dem i frost poser inden de er helt afkølet, det gør at de bevare fugtigheden.

Det færdige resultat er prøvesmagt og godkendt.

Vårgrøn vest

Så kom der endelig lidt strik af pindene. Jeg ved ikke hvorfor, men i perioder kan jeg simpelthen ikke tage mig sammen til at færdiggøre mit strikketøj. Jeg begynder hellere på et nyt strikkeprojekt, så i øjeblikket har jeg en del ufærdige strikkerier liggende, men mon ikke jeg tager mig sammen, og får dem gjort færdige.....snart.

Tilbage står nu kun at få Lillebror overbevist om, at han skal have vesten på. Han er en fjollet lille størrelse hvad nye ting angår, han skal,lige se tingene an. Forleden da han fik nye gummistøvler, blev han så vred, at han skreg i 1½ time. Efterfølgende har de stort set ikke været af fødderne, men sådan er han, og for os som forældre gælder det om at tænke taktisk. Solhatten skal f.eks. frem og ses an INDEN solen bliver for skarp, skjorten han skal have på til fest, skal lige listes på et par gange inden o.s.v. 

Næsten 4 år, stædig og med sine helt egne ideer, han skal nok blive til noget en dag;)

Lappetæppe.

Jeg har fornyligt lavet dette tæppe færdig, af en eller anden mærkig grund har det været næsten 3 år undervejs............længe har det lagt i den store sykurv og ventet på at blive syet sammen. Nu er det gjort, og jeg er blevet meget glad for resultatet. Tæppet er syet af gamle skjorter og gammelt sengetøj, bagsiden er et gammelt blåt lagen. Imellem de to lag har jeg brugt et gammelt fleecetæppe, så tæppet er dejligt varmt at have over sig, samtidig med at det er godt isoleret, når det bruges som picnic- eller legetæppe udendørs. Så et 100 % genbrugstæppe, det er der god mening i.

Mælkebøtteblomstsaft.

Det er lige før, at de gule mælkebøtteblomster lyser lige så meget op som alt det nye grønne. Der er virkelig mange blomstende mælkebøtter i øjeblikket, og de er virkelig smukke. Mælkebøtten skulle jo efter sigende også være utrolig sund. Jeg hørte forleden, at Claus Meyer nævnte at de planter der vokser frit i naturen, måske var de så sunde fordi må kæmpe for deres vækst, og ikke drives frem med pasning og pleje. Jeg ved ikke om det passer, men sjovt er det i hvert fald, at kunne samle mad i naturen.

Hver dag kører vi forbi denne smukke græs- mælkebøttemark, den ligger på vores grusvej, og der bliver flere og flere mælkebøtter for hvert år.

Opskriften har jeg fundet her, den eneste ændring er, at jeg kun har brugt det gule fra blomsterne. Det er et kæmpe pillearbejde, men der kommer ikke noget af det bitre grønne med. Desuden er det en god ide at sætte børnene igang med netop denne del af processen. 

Til sidst blev der fabrikeret smukke etiketter til flaskerne.

De første friske hvidløg.

De sidste dage har vi spist nye hvidløg. Jeg satte en lille række sidste efterår, som var beregnet til at spise her i det tidlige forår. Jeg ved nemlig af erfaring, at jeg får sådan en lyst til nye hvidløg, når de rigtig begynder at vokse nu her på denne årstid. Jeg ved dog også, at jeg ikke nænner at tage hvidløgene fra de fine lige rækker, der er sat med henblik på at høste store hvidløg til sommer. 

I aften skal hvidløgene nydes i en stor gang hvidløgssmør, til hvidløgssmørret skal vi have hvidløgstegt kalvemørbrad fra vores egne kvæg og fine ærter (de sidste fra sidste sommer). Det bliver så lækkert........ og skønt at kunne begynde at hente friske grønsager i køkkenhaven igen.

De allersidste rodfrugter fra sidste havesæson.

Nu har vi spist de sidste rodfrugter for denne gang. Nu trænger vi til noget friskt og grønt i stedet. Vi har haft pastinakker og persillerødder helt frem til nu, og vi har spist rigtig mange af dem, men nu er de sidste, der stod tilbage i køkkenhaven fjernet til fordel for nye grønsager. 

De sidste pastinakker blev brugt i en gang kartoffel/pastinakmos til mosen fik vi benløse fugle som var rullet omkring persillerødderne. Det var første gang, jeg forsøgte mig med hele persillerødder i de benløse fugle, men det smagte rigtig godt, og rødderne gav en fin persillesmag til kødet. 

Både persillerødder og pastinakkerne får sådan nogle fine grønne toppe i foråret. Jeg bruger ofte toppene fra persillerødderne som smagsgiver i forskellige retter, men pastinaktoppene har jeg ikke rigtig fundet noget at bruge til.