søndag den 17. juli 2011

Gourmetmiddag for en 20´er


Lørdagens menu bestod af dyrefilet med nye kartofler og gulerødder samt gratineret spidskål. Og igen måtte jeg glæde mig over, den fornøjelse det er, at kunne lave et måltid hvor stort set alle ingredienser stammer fra vores egen jorde. Jeg var dog nødt til at købe lidt bacon, fløde, smør og ost, i teorien kunne det jo sagtens have været undværet, men det skal jo heller ikke blive for kedeligt at forsøge at være selvforsynende. 

I øjeblikket køber jeg slet ingen grønsager i butikkerne. Køkkenhaven kan nemt forsyne os, og faktisk synes jeg det er enormt spændende, at være kreativ ud fra netop de grønsager der er til rådighed i sæsonen. Selvom jeg må indrømme at jeg er ved at være lidt ideforladt når det gælder spidskål. 



Gulerødderne i forskellige farver er et kæmpe hit. Det var lige før forældrene slet ikke måtte smage, og da slet ikke den der var lilla. 

lørdag den 16. juli 2011

Fredagsslik

Som i de fleste andre børnefamilier i DK er fredag også slikaften herhjemme hos os. Jeg må indrømme det er en tradition, vi prøvede at undgå, men efter at vores datter startede i børnehave, var det ikke længere muligt. Disneysjov og slik er åbenbart et uadskilleligt par, og det var ikke blot børnene i børnehaven der fortalt Rikke om fredagens tradition med tegnefilm og slik men også pædagogerne!!! Så nu spiser vi også slik fredag aften, og det smager jo også ganske dejligt. Længe har jeg dog gået og tumlet med en plan om, at vi selv vil lave vores slik. Så med fredagens sommerferiestart startede Rikke og jeg også vores nye fredagsslikfabrik op. Første forsøg skulle være skumfiduser, som jeg skal hilse og sige, var en meget klistret omgang. Både Rikke og jeg havde det fornøjeligt med projektet, og det gik virkelig op for Rikke, hvor meget sukker slik indeholder.
Den færdige skumfidusmasse (selvfølgelig er den lyserød)


Skumfiduserne klippes i passende stykker, det var et meget klistret arbejde.
Det færdige resultat blev efter min mening meget sødt, jeg kunne klemme 2 stykker ned. Rikke syntes de smagte fantastiske, og det var jo trods alt det vigtigste. Nu går vi i køkkenet igen, og forsøger at bage en skumfiduskage.

søndag den 10. juli 2011

Morgenfruer


Rækken med morgenfruer er bare helt fantastisk i øjeblikket. Morgenfruen er så frodig og glad, at jeg kun kan holde af dem, men lige om lidt plukker jeg alle blomsterhovederne af. De skal tørres, så de kan bruges når jeg senere skal lave creme.

tirsdag den 5. juli 2011

Jeg kan stadig ikke kommentere!!!!!!!!!!!!

Jeg har stadig problemer med at kommentere, da der på nogle blogge ikke er muligt at kommentere via navn/webadresse eller som anonym. Det kan jo selvfølgelig være noget den enkelte blogger har valgt, men det er således at standardindstillingen på blogger gør at disse to muligheder ikke er automatiske. Det kan dog let ændres se blot her. Jeg er sikker på, at det vil give flere kommentarer, ikke mindst fra mig.

mandag den 4. juli 2011

Spidskålscoleslaw

Vi skal virkelig hænge i, hvis vi skal følge med til at spise spidskålene i øjeblikket. Kålene i år er de flotteste jeg nogensinde har dyrket, ikke kun spidskålene men også alle de andre kål. Bedst som jeg så går og beundrer mine kålplanter, frygter jeg jo kålsommerfuglen og dens larver. Jeg har ikke rigtig mulighed for at dække mine kål med fiberdug i år, så jeg satser på de flyver uden om min have. I morges opdagede jeg så, at jeg havde et noget større skadedyr i min køkkenhave. Der var gnasket i mine grønkål, en squash havde tandmærker, og der var tydeligvis nippet mine jordbær!! Og da jeg så ville slå græs i formiddags, opdagede jeg også, at der ikke var flere kirsebær på de nederste grene, samt at der lå den fineste lille bunke af små kugler. Jeg havde altså haft besøg af et rådyr. Først blev jeg ærlig talt noget fornærmet, hvad bildte den sig ind? I løbet af dagen er jeg så gået og blevet enig med mig selv om, at det er vel egentlig ok, at den smager lidt på mine sager. Jeg ved jo at enten den eller en eller to af dens slægtninge ender i min fryser senere på året.....noget for noget.

Tilbage til spidskålscoleslawen. Jeg synes aldrig jeg har fundet den perfekte opskrift på coleslaw, men nu tror jeg, at jeg har sjusset mig frem til en jeg er tilfreds med.

Sådan her gjorde jeg:

Jeg tog min kurv og gik i haven efter ingredienser

Spidskålet og majroerne er til coleslawen (squashen og løgene var til lasange), desværre er mine gulerødder ikke helt store nok endnu.
Spidskålet blev snittet fint. 3 majroer og 4 gulerødder blev revet på det grove rivejern. En marinade af 1 dl æblecidereddike, 2 spsk dijonsennep, 2 spsk sukker, 2 tsk spidskommen og lidt friskkværnet peber blandes og hældes i en pose sammen med grønsagerne, derpå stilles det i køleskabet 30 minutter. I mellemtiden laves dressingen af 2 dl cremefraice og 2 dl mayo blandes med sukker, salt og peber efter smag. Grønsagerne hældes i et dørslag, så marinaden løber fra, herefter røres det i dressingen. Det er første gang, jeg bruger majroer i coleslawen, og jeg synes det fungerede rigtig fint.

Det blev til en ret stor portion, så der er vist både til madpakkerne og aftensmaden i morgen også.

søndag den 3. juli 2011

HJÆÆÆLP!!!

Nu er jeg jo helt ny ud i det hersens bloggeri, og jeg har derfor brug for hjælp. Jeg vil jo rigtig gerne kommentere andres indlæg, men jeg kan kun finde ud af at kommentere, der hvor jeg kan gøre det med "navn/webadresse", men det er jo ikke på alle blogs, at den mulighed er der. Jeg burde vil også kunne kommentere via min googlekonto, men der bliver jeg bare smidt af!!! Er der nogen der kan hælpe mig???

fredag den 1. juli 2011

Samler forråd til at samle forråd i!!!!!

Det er sjældent, at det er mangel på råvare eller ideer der stopper min produktion af syltesager og andet forråd. Derimod plejer jeg at løbe tør for glas og andet opbevaring, og det er jo ærgeligt. I år har jeg så besluttet, at det ikke skulle bremse mig, så jeg har ryddet de lokale genbrugsforretninger for sylteglas. Prisen ligger mellem 5 og 10 kr, det synes jeg er billigt, og de findes i store mængder derude. Så i år tror jeg, at jeg har de glas jeg skal bruge. Billedet viser gårsdagens fangst, jeg vil helst have de små glas, da de oftest bliver tømt forholdsvis hurtigt, så holdbarheden ikke bliver forringet.