tirsdag den 16. oktober 2012

Minigrønsager.......

Der findes minimajs. skoleagurker og cherrytomater. Småt er nuttet, ligemeget om det er babyer, dyreunger eller små grønsager. I år kan jeg så præsentere minirødkålen.................... rødkål i portionsstørrelse.
 

Desværre er mine rødkål ikke blevet, som jeg havde ønsket i år. Så jeg bliver vist nødt til at supplere med et par indkøbte rødkål, når jeg senere i skal koge rødkålen til vinterens flæskestege og frikadeller. Generelt er der meget i køkkenhaven, der ikke er blevet en succes i år, jeg ved ikke, om det er vejret, der skal have skylden, men i hvert fald glæder jeg mig til næste havesæson, den kan kun blive bedre end denne sæson.
 

mandag den 15. oktober 2012

Den farvestrålende HAMA perle....

Nu hvor efterårsferien står for døren for mig og børnene, skal vi jo finde på nogle hyggelige syslerier, der uden stress og jag, kan skabe indholdet i en god ferie.

Eftersom der bor et pigebarn på 7 år i vores husstand, så bor der selvsagt også mange tusinde HAMA perler. Jeg mener, HAMA perlerne er helt fantastiske, de giver mulighed for udfoldelse af kreativiteten og fantasien, finmotorikken og koncentrationen styrkes, og så er det bare hyggeligt, at sidde samlet omkring bordet og perlerne.

I går lavede vi perlekæder af HAMA perlerne, for at gøre dem lidt mere fikse end de sædvanlige perlekæder, varmede vi først perlerne op i ovnen, så de blev flade, herefter blev de trukket på elastiksnor.



Perlerne sættes enkeltvis på højkant på en bageplade, det kræver koncentration. Herefter sættes de en 150 grader varm ovn indtil de er smeltet flade, det tager ca 10 minutter, men hold godt øje med dem.


De færdige perler klar til at komme på elastiksnor.

 Og endelig de færdige resultater. Det er første gang vi prøver denne teknik, men Rikke var helt optaget af hele processen, og har proklameret, at vi skal lave det igen i dag.......nu må vi se.

fredag den 5. oktober 2012

Æbleflæsk

Jeg tror, der er mange, der forbinder æbleflæsk med julefrokoster. Jeg forbinder æbleflæsk med sensommeren og efteråret. Jeg er som den eneste i familien tosset med æbleflæsk, blandingen af de syrlige, søde og bløde  æbler og det salte, røgede og sprøde spæk er helt eminent. Og ja........ jeg bruger saltet og røget spæk, jeg synes, det er det bedste, skiver af en god saltet og røget bacon kan da også sagtens bruges.
 
Æbleflæsk:
 
Flæsk/bacon i skiver steges sprøde i ovnen og lægges herefter på fedtsugende papir. Nu tages noget af den overskydende fedt, og hældes på en pande, heri kommes så æblebåde. Æblerne steges nu ved svag varme til de begynder at blive bløde, så tilsættes sukker (mængden af sukker er svær at angive, da det afhænger meget af æblerne) salt og peber. Æblerne karamaliserer nu videre på panden, indtil de er næsten helt udkogte.
 
Æbleflæsken kan spises varm eller kold på en skive godt rugbrød sammen med det sprødstegte flæsk. Har man kun æble"mosen" tilbage, smager den også rigtig godt på en spegepølsemad.
 



 

Syltede pærer

Nede i haven har vi et gammelt pæretræ af sorten Grev Moltke, det er de kedeligste pærer at se på, men inde bag den tykke og uspiselige skal, findes der en skøn sød pære. I år er der mange pærer på træet, andre år er der  næsten ingen.
 
I mandags plukkede jeg en spandfuld pærer, som jeg syltede i dag.
 
Det er pærelet at sylte pærer, de skrælles, halveres og kernehus og blomst fjernes (til det plejer jeg at bruge en teske)
 

Herefter koges en lage af 1 dl eddike, 4 dl vand og 1 kilo sukker, et par vaniliestænger og lidt citronskal. Når lagen koger tilsættes pærerne, og de koger med indtil de er næsten møre. I dag tog jeg den lette løsning, og brugte en smule atamon. Pærene kan dog også sagtens henkoges hvis man ønsker det, så fyldes de ukogte pærer blot på glas, og den kogende lage hældes over, herefter henkoges glassene i vandbad i ovnen.

 

Jeg glæder mig allerede til at skulle smovse i syltede pærer og henkogte ferskner med råcreme.....
 

tirsdag den 2. oktober 2012

Luksus bønnesalat.

Bønnerne jeg høstede tidligere på sæsonen, bruger jeg ofte til at lave denne luksus buskbønnesalat. Den er så hurtig at lave, og den passer til stort set alt kød, og så er den også rigtig dejlig i madpakken. Jeg har heldigvis nogle kollegaer, der ikke rynker på næsen, når min madpakker lugter lidt af rå løg....
 
Opskriften er:
 
Buskbønnerne koges næsten møre, mens en dressing af lige dele balsamisk eddike og rapsolie piskes sammen. Bønnerne blandes med dressingen mens de stadig er varme, fintsnittet rødløg blandes ligeledes med. Til sidst drysses salaten med fetatern og ristede bacontern eller ristet parmaskinke.
 
 

En dreng, hans bedste ven og en vandpyt.

Hjemme efter en lang dag i legestue...................og lykken er leg i vandpytter med bedstevennen.





Nu står skoene til tørre på fyret.......

mandag den 1. oktober 2012

Kampen om nedfaldsæblet.....

1. oktober er for mig dagen, hvor efteråret starter. Jeg elsker efteråret med dets farver, regn, rusk, sol, lys og ikke mindst overfloden af frugt. Vi er jo de lykkelige ejere af en gammel frugthave, og sikke et fantastisk overflødigshorn af råvare, som bare kommer helt af sig selv, det eneste arbejde der er forbundet med frugthaven, er opsamling/plukning af frugten.
 
I dag har jeg samlet nedfaldsæbler sammen, for dem er der nemlig rift om her på ejendommen, heldigvis er der nok til alle.
 

Vores to hund elsker nedfaldsæblerne, de spiser lystigt af dem, leger med dem og elsker når vi gider kaste "bold" med dem.


Hønsene er også glade for æblerne, især hvis de i forvejen er blevet lidt bløde af råd.



 
De helt store aftager af nedfaldsæblerne er dog kvæget, de kommer travende, når de ser vi samler æbler sammen. De har i weekenden fået ny indhegning, og går nu helt op ad frugthaven. Det er simpelthen så hyggeligt.
 
Jeg tænker tit på, hvilken kæmpemæssig ressource der går til spilde i de danske haver, for hvor mange mon bruger egentlig det frugt, der hænger på træerne i deres haver?