Dronning Ingrid

Jeg har før skrevet om pelargonier og gamle syltekrukker, og jeg mener stadig de er et perfekt match. Jeg har tre store Dronning Ingrid pelargonier, som hvert år tilbringer vinteren i vores stue. Jeg købte de tre palegonier den dag jeg havde bestået min bachelor eksamen, jeg manglede noget festligt og sommerligt til vindueskarmene. Jeg havde nemlig inviteret familien til spisning om aftenen, for at fejre at jeg var færdiguddannet. Det var en hyggelig aften, og dagen efter var jeg til dimension med efterfølgende fest, jeg var hjemme klokken 3 om natten, dette var om fredagen, lørdag skulle jeg til fest hos en af mine medstuderende. Søndag da jeg stod op, gik mit vand, jeg var i fødsel, og efter at have forsøgt at føde det meste af søndagen, kom Lillebror til verden søndag aften ved et ikke planlagt kejsersnit. For mig er disse tre pelargonier blevet et symbol på, at jeg kan klare selv store udfordringer, og at jeg ikke kan kontrollere alt. Jeg havde nemlig planlagt, at Lillebror først skulle komme en uge senere, så jeg lige fik mulighed for at slappe lidt af, pakke fagbøgerne væk og nyde lidt tid uden de store forpligtelser. Jeg passer derfor godt på mine Dronning Ingrid`er, og hvert forår klipper jeg dem tilbage, og bruger afklippet som stiklinger, så jeg har planter til krukkerne udenfor.

I dag har jeg plantet de små stiklinger ud i hver deres potte/gammel syltekrukke, der blev 15 ialt, plus 10 som jeg har foræret væk. Så nu er der pelargonier nok til alle krukkerne.

 

Tidlige kartofler.

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden, jeg satte de første kartofler i haven. Helt bestemt var det den 9. marts. Den 9. marts var min morfars fødselsdag, han var en stor havemand, og i år kunne han være blevet 88 år, desværre døde han for godt 10 år siden. Heldigvis arvede jeg mange af hans haveredskaber, så i tankerne er han tit med ude og arbejde i haven. Tilbage til kartoflerne, for i min familie går snakken ofte på, hvorvidt de tidlige kartofler er sat på morfars fødselsdag, og det blev mine i år. Så nu venter vi med spænding på at kartoflerne vokser sig store og lækre. Vi er flere der længes efter en kartoffelmad.

Kartoflerne er dækket med to lag fiberdug.

Det er ingen sag at sætte kartofler, når man har sådan en aktiv lille hjælper.

Vi er stenrige.

Da vi første gang var ude at se denne ejendom, sad vi og talte med det gamle ægtepar, der havde boet her stort set hele deres liv. Manden talte om jordene, hvordan boniteten var forskellige steder, hvor der var bløde pletter i markene og så videre. Da vi havde sagt farvel, og var på vej mod bilen, kunne vi høre han i bagrunden halvhøjt sige -"Ja og I kan godt regne med at blive stenrige". Og hold nu op han havde ret, vi kæmper en evig kamp mod stenene, det føles som om jorden er brolagt i et spadestiksdybde. Og så har jeg ikke nævnt noget om alle de gange, vi har haft en gummiged ude og flytte kæmpe sten i markerne, som vores ellers ihærdige rendegraver har måtte give op overfor. 

I går besluttede vi at kuglegrave det stykke jord, hvori der skal lægges kartofler, manden mente, det kunne gøres på en eftermiddag, jeg var lidt mere betænkelig. Vi tog fat på arbejdet, og der væltede sten frem, vi nåede vel cirka 20 m2, og det kom der denne bunke sten ud af. Men vi er fortrøstningsfulde, og regner med at stenmængden er reduceret til næste år.

Store, fedtede og skønne fastelavnsboller.

Til fastelavn hører sig gode fastelavnsboller, og i går spiste vi disse til vores eftermiddagskaffe. Kagerne er lavet af vandbakkelsesdej, til fyldet lavede jeg en æblemarmelade af de allersidste æbler, så har vi også spist egne æbler helt til nu, det er jeg helt godt tilfreds med. Derudover var der en vaniljecreme pisket op med fløde.

Vandbakkelser er et mysterium for mig, jeg har smidt så mange mislykkede vandbakkelser ud (til  hønsene) gennem tiden, men denne gang lykkedes det i første forsøg.

Opskrift vandbakkelser:

150 gram smør smeltes med 1 spsk sukker og 3 dl vand. Herefter tilsættes 150 g hvedemel, og det bages sammen til massen slipper gryden og er samlet i en klump. Nu køles dejen lidt af, hvorefter ca 4 æg tilsættes et ad gangen, lad endelig ikke dejen blive for tynd. Sæt 9 toppe af dejen på en bageplade og bag dem ca 5 minutter ved 200 grader. Det er vigtigt ikke at åbne lågen før efter 20 minutter, ellers klasker vandbakkelserne bare sammen. Vandbakkelserne køles af på en rist.

Opskrift vaniljecreme:

2 hele æg piskes sammen med 2 spsk sukker i en gryde. 1spsk marizena opløses i 2,5 dl mælk. Mælken hældes herefter over i gryden til æg og sukker, en vaniljestang tilsættes. Cremen koges nu sammen indtil den tykner. Cremen køles helt ned. Ved servering tilsættes cremen 2,5 dl fløde og den piskes til en let skum.

Servering:

Vandbakkelserne flækkes. Der lægges en god klat æblemarmelade på bunden, ovenpå fyldes godt med cremen på. Toppen lægges forsigtigt på og der drysses med godt lag flormelis.

Varmende kartoffelsuppe.

De sidste par dage har min krop været særdeles usamarbejdsvillig, samtidig har vinden gået gennem marv, ben og utætheder i dette gamle hus. Så der var ikke andet for end at lave en god og varmende suppe til aftensmaden i går. Eftersom jeg at jeg altid har en super lækker kyllingefond i fryseren, så tager det ingen tid at lave den suppe, der er virkelig tale om fastfood.

Det mest udfordrende var at hente grønsager i haven, jeg må indrømme, at jeg måtte tage tilløb et par gange inden, jeg begav mig ud i kulden. Men hvor er det fantastisk, stadig at kunne hente friske grønsager på denne årstid. 3 porrer og en knoldselleri blev det til.  

Opskriften er helt simpel. 300 g kartofler, en lille knoldselleri og to porrer skæres i mindre stykker, grønsagerne koger sammen med en stilk timian i ca. 1 liter kyllinge-/hønsefond. Når grønsagerne er møre, blendes hele molevitten, herefter tilsættes 1 dl fløde, salt og peber.

Til serveringen drysses suppen med sprødstegt bacon og tynde friske porreringe, dette giver både sprødhed og skarphed til suppen. Hvis man ikke er til rå porrer, kan man lade porreringene koge med suppen et par minutter inden serveringen. Hertil mangler så bare et lækkert stykke brød, heldigvis havde jeg forleden bagt 8 store flutes, så det var bare at hive et op af fryseren og varme.

Sammensætningen er af grønsager kan sagtens variere, både pastinak og persillerødder smager også godt i suppen.

Farmor franskbrød.

Hvis der er noget der kan forsøde en weekend herhjemme hos os, så er det et godt gammeldags franskbrød. Jeg ved, der er mange, der kalder det et mormor franskbrød, jeg har dog altid kaldt det et farmorfranskbrød, fordi det altid blev serveret hjemme hos min farmor og farfar. Hjemme hos farmor og farfar fik vi børnebørn det altid med tandsmør og nutella, og vi elskede det. Farmor og farfar spiste altid brødet med den stærke ost, der gemte sig under osteklokken. Faktisk er det et af de stærkeste minder, jeg har fra min farmor og farfar, og den dag i dag, hvor mine forældre bor på farmor og farfars ejendom, kan jeg stadig engang imellem dufte duften af farmor og farfars morgenbord, når jeg træder ind af døren. Om det er indbildt eller om duften, trods ombygninger, stadig er i huset, det ved jeg ikke, men det er fantastisk lige at blive kastet tilbage til barndommens minder en gang imellem.

Opskriften er som følgende.

Hvis jeg har god tid til bagningen, så bruger jeg kun ganske lidt gær, dejen kan sagtens hæve natten over. Har jeg derimod travlt med at få brødet bagt, bruger jeg en større mængde gær.

5-30 g gær 

2 dl lunken mælk

100 g smeltet smør

1 æg

1 spsk sukker

1 tsk salt

ca 500 g mel

Gæren udrøres i mælken, det smeltede smør, ægget, sukker og salt tilsættes. Melet hældes i lidt efter lidt, dejen æltes godt, jeg ælter altid på min køkkenmaskine i ca. 10 minutter. Æltningen gør hele forskellen på det færdige brød. Herefter hæver dejen til dobbelt størrelse. Herefter formes franskbrødet og efterhæver enten i en brødform eller direkte på bagepladen. Brødet bages ved 200 grader i ca. 30 minutter.  

Strikket hue til min mor

For efterhånden en del år siden strikkede jeg denne hue til min mor. Hun har været rigtig glad for huen, hun arbejder udendørs, og har brugt den flittigt i de kolde måneder. På det sidste har hun flere gange ytret ønske om en hue magen til i sort til pænere brug. Så i juleferien fik jeg endelig strikket den til hende, og da jeg i øjeblikket er vild med at strikke snoninger, så var den et perfekt lille projekt til juledagene. Det værste ved huen var det sorte garn, jeg hader at strikke strukturmønstre i sort garn, det er så svært at se mønstret, det kræver i hvert fald godt med lys, hvis man som jeg strikker mønstret ved at se på den foregående pind fremfor på mønsterdiagrammet. Det sorte garn gjorde det også svært at tage et tydeligt billede af huen, men mor blev glad for den, og det var jo dejligt.