Ude i mit drivhus har jeg en vin, som jeg er godt sur på. Jeg købte den for 4 år siden, i håbet om at kunne spise dejlige søde vindruer gennem hele sensommeren. Vinen vokser også godt, den sætter mange druer, men men men de er sure, så sure at munden snerper sammen. Første år tænkte jeg, at de ikke havde fået sol nok, andet år tænkte jeg at de lige skulle have en chance mere. Sidste år blev jeg så sur på vinen, at den fik lov til at stå med druer vinteren over, den er ikke beskåret, faktisk har den ikke fået den mindste smule pasning. Måske den har kunnet fornemme mine negative vibrationer, for forleden dag da jeg stod og overvejede helt at aflive den, tænkte jeg at jeg lige vil plukke en klase, de ligner jo godt nok rosiner tænkte jeg, jeg smagte på dem, smagen var så sød så sød, konsistensen blød og lækker. De sure druer var gennem vinteren blevet til perfekte rosiner, så nu er jeg i et endnu større dilemma om hvorvidt, vinen skal leve eller dø.
Billedet er taget tidligere på foråret, hvor jeg havde tiltænkt at lave et indlæg om min sure vin!
Nyudsprungen vin med store rosinklaser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar