søndag den 8. juni 2014

Hjemmerøget bacon

Jeg har længe gået med tankerne om at prøve selv at lave bacon. Jeg har jo en lækker gris i fryseren, og ribbenstegene har længe lagt i toppen af fryseren, og bedt om at blive til bacon. Så for et stykke tid siden tog jeg mig endelig sammen. Jeg tørsaltede kødet i 5 døgn. Jeg gned kødet i groft peber, og puttede det i en spand (beregnet til levnedsmidler), og dækkede det med salt. Herefter kom det i køleskabet. Efter de 5 dage i saltet, tog jeg kødet op, og lod det tørrer et døgns tid inden rygningen. Nu har jeg jo ikke en rygeovn, men jeg havde hørt at en kuglegrill kan gøre det samme. Jeg fyldte en trådsi med røgsmuld, tændte op i røgsmuldet og lagde kødet på grillristen. Jeg havde kun det øverste spjæld ganske lidt åbent. Der var en rigtig fin røgudvikling inde i grillen. Kødet blev røget i ca. 4 timer, herefter har det hængt og tørret yderligere 6 dage. Nu er det skåret i tynde skiver og frosset ned, så nu har jeg hjemmerøget bacon til kartoffelmadderne, og det smager fantastisk.



Jeg er forbavset over, hvor let det er at lave bacon. Og der er ingen tvivl om at kvaliteten er helt i top, og at det faktisk smager af kød, i modsætning til det der ligger i supermarkedernes kølediske.

lørdag den 7. juni 2014

Jordbær/rabarbergrød med med mynte og vanilje

Når man er god til at spise rugbrød til frokost, så må man gerne få pandekager til aftensmad en gang imellem. Vi har spist meget rugbrød i dag, og i aften skal vi have pandekager med jordbær/rabarbergrød og flødeskum. Jeg har plukket de første 30 jordbær i haven idag, og sammen med de sidste rabarber i år er det kogt til en skøn grød, der dufter helt fantastisk.


Jeg valgte at koge rabarber og mynte sammen i en gryde først. Rabarberne er ved at være noget grove, så da de var kogt godt i smadder, siede jeg saften fra. Jeg kogte herefter jordbærrene i rabarbersaften sammen med en vaniljestang. Jeg til satte herefter sukker, og jævnede grøden med kartoffelmel. Så nu mangler vi bare at bage pandekagerne.

Fra haven har jeg brugt: jordbær, rabarber og mynte.

mandag den 2. juni 2014

Lækker madpakke

Nu er sommeren jo begyndt, og der er ved for alvor at ske noget i køkkenhaven. I torsdags spiste vi de første nye kartofler, de var GODE. Med de nye kartofler kommer også kartoffelmadderne, og Rikke har længtes efter kartoffelmadder, siden sidst der var nye kartofler. Så i dag er der kartoffelmadder med purløg og bacon i madpakken. 

  

Derudover har hun også en havregrynsbolle med med æggesalat og salat. 


Til dessert er der friske jordbær fra drivhuset.


Da hun cyklede af sted i morges, mente hun, at hun havde verdens bedste madpakke med.

Fra haven er der brugt følgende: kartofler, purløg, radisser, salat, jordbær og æg fra hønsene.

søndag den 1. juni 2014

Fugleunger.

Sidste år var jeg så heldig at få fuglekasser til min fødselsdag. Nu er fuglene flyttet ind, vi har både gråspurve, musvitter og sortmejser, det er så hyggeligt.


Sortmejsen har dog bygget på terrassen.


Et næsten flyvefærdigt kuld musvitter.