mandag den 17. september 2012

Æggestand

Dengang vi ikke selv havde høns, var lysten til mad med æg ikke så stor, for selvom man køber økoæg, så er kvaliteten på æggene bare ikke den samme, som æggene fra mine høns. Men nu spiser vi æggeretter med velbehag. I dag har jeg lavet æggestand, æggestand er perfekt til spegepølsemaden i madpakken, og hvis jeg så ovenikøbet anstrenger mig, og henter lidt frisk purløg ind til at drysse over det hele, så er der ikke et øje tørt.

Opskriften på æggestand er meget meget simpel.

3 æg slås sammen med 1 dl mælk/fløde, piskes der for meget, kommer der lufthuller i æggestanden, hvilket dog ikke generer mig. Salt og hvid peber tilsættes. Herefter bages æggestanden i vandbad ved 175 grader i ca ½ time. Æggestanden afkøles og er klar til madpakken eller søndagsfrokosten.



søndag den 16. september 2012

Indholdet af min strikkekurv......


Jeg har vendt indholdet af min strikkekurv ud på stuegulvet....ganske uoverskueligt ser det ud......præcis som min lille families liv. Vi er slået tilbage til start for Gud ved hvilken gang, denne gang er det bare lidt mere omfattende, end vi før har oplevet. Men vi klarer det, vi er stræbsomme, arbejdssomme og vi er ved godt mod.

Hvorfor tømte jeg så min store strikkekurv? jo jeg har besluttet mig for at restestrikke resten af året. 15 års ihærdige strikkerier, giver mange rester, og en del ufærdige projekter, så garn har jeg nok af, nu skal det så forvandles til små hyggelige projekter.


Første projekt er et par hulmønstrede uldsokker i str 30-32, et glad og hyggeligt strikketøj til en søndag aften, hvor drømme skal revurderes, og fremtiden pludselig bliver anderledes, end vi forventede, livet kan ikke planlægges................heldigvis:)