søndag den 27. januar 2013

Den færdige spiseplads.


Her har vi så den færdige spiseplads, den er lavet af rester fra bordpladen fra selve køkkenet. Jeg er så glad for det, og var simpelthen nødt til at tage en buket tulipaner med hjem og pynte med. Nu mangler jeg blot at finde et par stole, der passer til hele arrangementet, så det kræver vist en tur til par genbrugsforretninger.

lørdag den 26. januar 2013

Æblemarmelade

I morgen kommer mine forældre til eftermiddagskaffe, de skal besigtige det "nye" køkken. Jeg har planer om at lave makronsnitter, som er min mors favoritkage. Til mine makronsnitter bruger jeg æble- eller hindbærmarmelade, men da jeg hverken havde den ene eller anden slags i forrådskammeret, måtte jeg igang med at koge marmelade. Mine vinteropbevarede æbler har ikke stået helt frostfrit, faktisk er de sidste bundfrosne, så jeg tænkte, at de ville være gode til en gang æblemarmelade.

Opskriften lyder som følgende:

1 kg æblebåde
saften af 1 citron
"tomme vaniliestænger" fra vaniliekransebagningen op til jul
400 g sukker. mængden afhænger af æblerne
4 tsk. rød melantin

Æbler koges med citronsaft og vaniliestænger. Når æblerne er godt udkogte tilsættes sukkeret. Når marmeladen koger igen tilsættes melantinen opblandet i lidt sukker, igen bringes marmeladen i kog og fyldes efterfølgende på skoldede glas.

Jeg plejer at blende marmeladen, men det er jo smag og behag.


Mor er ikke sur, mor er skuffet.....

Så er sweateren i alpakauld til Lillebror færdig, Og jeg tror, det er det smukkeste stykke strik, jeg nogensinde har præsteret. I to dage har den været klar til afprøvning, det kunne jo være rart at vide, om den overhovedet passer ham, men den 2½ årige trodsige rødhårede Lillebror modsætter sig et hvert forsøg på at få sweateren på. Så mor er ikke sur, mor er skuffet...........Jeg overvejer stærkt at montere et lille symærke med en traktor et sted på vrangsiden, så er jeg nemlig sikker på, at han aldrig vil gå i andre trøjer;)


torsdag den 24. januar 2013

Hjemmestrikkede sokker med hulmønster.

Der er også røget et par uldne sokker af strikkepinden for nyligt. Modellen har jeg strikket mange gange....tæt ved 20 gange vil jeg tro. Opskriften er fra Hendes Verden, og det første par strikkede jeg for godt 7 år siden, jeg kan nemlig huske, at Rikke var helt spæd,  hun lå mellem mine ben og sov, mens jeg sad i sofaen og strikkede. Mønsteret får strømperne til at se eksklusive og svære ud, men det er virkeligt simpelt, og to aftenener med pinden så er der et par strømper klar. De plejer at være et stort hit, når jeg bruger dem som værtindegave.



onsdag den 23. januar 2013

Endehæftning.


Min aften skal bruges i selskab med skønne mænd, de skal spille lidt bold, og jeg skal hæfte ender på den trøje i alpaca til lillebror, den skulle jo gerne være færdig inden vinteren er ovre.

UPDATE: 93 ENDER ER NU HÆFTET

Spisehjørnet




Vores nye spiseplads i køkkenet bliver lavet af rester af bordpladen, der var lige nøjagtig nok plade til at vi kan lave en væghængt bænk og et spisebord. Her ligger det der skal blive til bordet, vi har været nødt til at lime to stykker sammen, for at bordet skulle blive bredt nok.


Her har vi den færdige bænk, det bliver rigtig flot........synes vi selv:)

tirsdag den 22. januar 2013

Det greb om sig....og tog meget længere tid end beregnet.

Det var måske naivt af os, da vi troede, at vi kunne blive færdige med det nye køkken i juleferien, det var måske drømmetænkning, og det hele tog jo selvfølgelig meget længere tid end, vi havde forudset. Men nu lysner det langt om længe, vi mangler stadig alle listerne, bundstykker til vinduerne, døre og spisepladsen. I går aftes indviede på trods af manglerne det "nye køkken", og Rikke havde bestemt vi skulle have hjemmelavede burgere, og det ser ud til at alt fungerer efter hensigten. Alt burde jo sådan set også fungere når der bygges så grundigt om, men vores "nye køkken" er rent faktisk genbrug. På Den Blå Avis fandt vi sidste år et massivt egetræskøkken fra 80´erne til meget billige penge, det hentede vi så hjem, og har længe gået og flyttet rundt på elementerne, for at få den optimale køkkenindretning ud af dem. Komfuret har vi fundet gratis, da det skulle skiftes ud i forbindelse med en vandskade, det havde nemlig fået et par ridser i den keramiske plade, da Skadeservice skulle rydde op efter vandskaden. Emhætten er fra en ombygning, hvor den skulle erstattes af en ny, den fejler intet og var også ganske gratis. Bordpladen er et tilbudskup, vi fik 8 meter massiv valnøddebordplade til 1200 kr. Glasvæv og gulvvarmeslange havde vi tilovers fra dengang vi renoverede det hus vi boede i før. Gulvet er nyt, men til en overkommelig pris. Så alt i alt har vi med knofedt, lange arbejdsdage og et veludrustet samlergen  formået at lave et endog meget billigt køkken, som vi bliver/er rigtig rigtig glade for. Og som en bonus føles det rigtig dejligt, at genanvende ting fremfor at bruge udelukkende nye materialer.

Alle har givet en hånd med i renoveringen.



Køkkenet er nu brugbart, men vi mangler dog de sidste småting. Der er også lavet plads til en opvaskemaskine, sådan en har vi jo ikke haft de sidste 5-6 år, men nu må vi se, hvornår vi får anskaffet os sådan en maskine.......