søndag den 1. september 2013

Syltede asier.

Tænk sig, jeg anede ikke at syltede asier er gået af mode, men efter at have gennemset nettet for opskrifter på syltede asier, må jeg indrømme, at asier ikke er populære, der var forbavsende få opskrifter, derimod var der en del nedsættende kommentarer om asier, den forvoksede agurk........ Så nu vil jeg tale godt for asien, og dens fortræffelighed på en leverpostejmad eller som tilbehør til den forlorne hare.

Jeg havde 3 fine asier i køkkenhaven i år, planten havde helt sikkert haft potentiale til at give mere, hvis ikke det var fordi, den led under pladsmangel, mine kæmpegræskarplanter har fuldstændig overtaget magten i den del af haven. 

Som med stort set alt andet syltning er det skræmmende let at sylte asier. Asierne skrælles, deles på langs og kernerne fjernes. Herefter skal man lige smage på hver eneste asie, da de godt kan risikere at være bitre, og de bitre vil vi ikke have i glassene. Med en massiv forkølelse satser jeg på at mine 3 asier ikke er bitre, for jeg kunne intet smage.

Nu skal asierne i en kold saltlage. Saltlagen laves af  2 liter vand der koges sammen med 200 g salt. Asierne skal stå i saltlagen et døgns tid, det kan være nødvendigt at holde dem nede i saltlagen med noget tungt.

Herefter tørres asierne godt, skæres i strimler og kommes i skoldede glas.

1 liter eddike koges sammen med ca. 750 gram sukker, 9 skoldede skalotteløg (ikke de lange tynde men de små runde) og syltekrydderier tilsættes. Denne gang tilsatte jeg 15 sorte peberkorn og 2 tsk. sennepsfrø, jeg ved mange mener der skal dildskærme i, det kommer der ikke her i huset, men det er jo en smagssag. Eddikelagen koges sammen og hældes over asierne. Herefter henkoges asierne. Henkogningen kan jo erstattes af atamon, men jeg er tilhænger af henkogningsmetoden. 

Ud af de 3 asier fik jeg 3 glas syltede asier. 

Har du ikke selv asier i haven, så jeg forleden i vores lokale SuperBrugsen at de solgte asier til 20 kr. stykket. Og så kan man jo undre sig over om der er salg i asier...........




1 kommentar:

  1. Blev selv lidt forbavset da jeg läste dette, at asier var ude,, jeg har altrid troet den var et selvklart tilbehör til julen og and og fläskestej, uden asier mangler da noget,, og som du skriver,, restan af året til mange andra retter og madder, er jo så god,, den ska da tilbage på menyen he he
    Med vänlig hälsning Kokken Ole

    SvarSlet