lørdag den 31. maj 2014

Pizzasnegle

Pizzasnegle og pølsehorn er altid godt at have i fryseren til at variere madpakkerne med, så i dag er der blevet bagt et godt lager af begge dele. Det kan vist lige strække frem til sommerferien, som jo nærmere sig med hastige skridt

Jeg mener, at pizzasnegle skal bages af rent hvidt mel og allerhelst af tipo 00. Jeg har jo en professionel erfaring med børn og madpakker, og hvad jeg ikke har set af børn, der er ved at blive kvalt i GROVE GROVE boller, pølsehorn, pizzasnegle og lignende. Selvfølgelig skal børn have gode kostfibre, de skal bestemt heller ikke leve af hvidt brød, men med en madpakke med groft rugbrød og godt med gnavegrønt, så kan en pizzasnegl godt forsvares.




Opskrift på pizzasnegle 20 stk. :

50 gram gær, 3 dl vand, 1 tsk groft salt, 1 spsk olie og 500 gram mel. Dejen laves som enhver anden brøddej, det vigtige er at få den æltet længe og godt nok, jeg bruger altid min køkkenmaskine, og ælter dejen heri i 10 minutter. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse.


Det er altid godt med hjælp i køkkenet, og som han så sødt sagde -"Mor jeg elsker når du putter dine blomster i pizzasneglene"



Efter hævning rulles dejen ud i en aflang firkant, den smøres med en stor dåse tomatpure. Herefter kommes fyldet på, i dag brugte vi godt med oregano fra haven, en rest hamburgerryg i meget små stykker og en rest ost som rives på til sidst. Dejen rulles til en lang pølse, og pizzasneglene skæres ud og lægges på en bageplade. De skal efterhæve ca. 20 minutter, hvorefter de bages 20 minutter ved 200 grader. De skal afkøle på en rist. Jeg plejer at komme dem i frost poser inden de er helt afkølet, det gør at de bevare fugtigheden.


Det færdige resultat er prøvesmagt og godkendt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar