tirsdag den 4. december 2012

Æbleskiver

Vi er rigtig kommet igang med at jule herhjemme, og noget der hører julen til, er æbleskiver, ikke de der klumper der kan købes i forretningernes frysebokse men rigtige smørstegte æbleskiver.
 

250g hvedemel
½ tsk natron
25 g sukker
4 dl kærnemælk
3 æg
50 g smør
1 tsk reven citronskal

Mel, sukker, natron og kærnemælk røres sammen i en skål, æggeblommer, smeltet smør og citronskal tilsættes. Æggehviderne piskes stive og blandes til sidst i dejen. Æbleskiverne bages i rigeligt smør.
 
Jeg bruger en strikkepind til at vende dem med, men en gaffel kan også sagtens brug. Jeg har efterhånden stor erfaring i æbleskivebagningens kunst, da jeg i flere år har hjulpet den lokale spejdergruppe med at bage æbleskiver til et julearrangement for en lokal virksomhed. Til dette arrangement bliver der bagt æbleskiver i 6 19huls æbleskivepander, og der er fuld fart på i flere timer, og man får virkelig motioneret æbleskivevendermusklen. Herhjemme må jeg nøjes med en pande med 7 huller, så det er til at overskue.
 

4 kommentarer:

  1. herligt - jul, det er altså vidunderligt

    SvarSlet
  2. Æbleskiver, ja de er et stridens æble hos os. Ungerne er pjattede med dem, jeg siger adr. Måske skulle jeg forsøge at bage dem selv ... er det helt blasfemisk at spørge hvad forskelllen er på vafler og æbleskiver?

    SvarSlet
    Svar
    1. Man kan jo rent faktisk også putte små æblestykker i æbleskiverne, så bliver de jo knap så bastante og fede, det kunne være det var noget for dig.
      Forskellen skal jeg ikke kunne sige noget om, men det er stort set de samme ingredienser der er i vafler og æbleskiver.

      Slet