Jeg elsker mit drivhus. Min mand har dog et helt andet og meget mere anstrengt forhold til det. Det hele startede da han forærede mig et drivhus i 2 års bryllupsgave. Det hele var fryd og gammen, og inden længe havde vi støbt en sokkel til drivhuset. Drivhuset blev samlet og sat fast på soklen, det satte tålmodigheden og samarbejdet på prøve. Nu manglede vi kun at sætte glasset i, men så var det vores drømmeejendom kom til salg, og vi var nødt til at byde på den. Vi bød åbenbart højest, så vi skulle flytte, og drivhuset skulle med.
Så en mørk aften læssede vi drivhuset på traileren. Vi fik støbt en ny sokkel, og monteret både drivhus og glas. Så var jeg glad. Sommeren gik og vi høstede og høstede fra drivhuset. Men efter den første vinterstorm, var der næsten ikke noget glas tilbage. Da foråret kom satte min mand og far nyt glas i, og det var bestemt ikke glæde der prægede dette arbejde. Igen var drivhuset dog klar til endnu en sæson, og igen var jeg glad ved udsigten til hjemmeavlede tomater. Men lidelserne fortsatte den efterfølgende vinter. Blæsten fik endnu engang drivhuset til at krakelere. Denne gang var det dog ikke blot glasset, men også stellet der måtte bukke under for blæstens kræfter. Drivhuset stod ikke til at redde, det afgik ved døden, og det samme gjorde mine drømme om tomater, agurker, chilier og forspiring af diverse planter også. Men men men så klagede min mand til drivhusfabrikanten, og de erkendte at lige netop den model vi havde, var svag og at de vil give 5000 kr til et nyt drivhus. Med en vis modvilje samlede manden det nye drivhus, og ved fælles hjælp fik vi monteret glasset en sen søndag aften. Nu har mit nye drivhuset så overlevet den første vinter, og er klar til denne dyrkningssæson. Og jeg er sikker på at vi får rigtig mange gode timer i hinandens selskab, mit drivhus og jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar