mandag den 4. juli 2011

Spidskålscoleslaw

Vi skal virkelig hænge i, hvis vi skal følge med til at spise spidskålene i øjeblikket. Kålene i år er de flotteste jeg nogensinde har dyrket, ikke kun spidskålene men også alle de andre kål. Bedst som jeg så går og beundrer mine kålplanter, frygter jeg jo kålsommerfuglen og dens larver. Jeg har ikke rigtig mulighed for at dække mine kål med fiberdug i år, så jeg satser på de flyver uden om min have. I morges opdagede jeg så, at jeg havde et noget større skadedyr i min køkkenhave. Der var gnasket i mine grønkål, en squash havde tandmærker, og der var tydeligvis nippet mine jordbær!! Og da jeg så ville slå græs i formiddags, opdagede jeg også, at der ikke var flere kirsebær på de nederste grene, samt at der lå den fineste lille bunke af små kugler. Jeg havde altså haft besøg af et rådyr. Først blev jeg ærlig talt noget fornærmet, hvad bildte den sig ind? I løbet af dagen er jeg så gået og blevet enig med mig selv om, at det er vel egentlig ok, at den smager lidt på mine sager. Jeg ved jo at enten den eller en eller to af dens slægtninge ender i min fryser senere på året.....noget for noget.

Tilbage til spidskålscoleslawen. Jeg synes aldrig jeg har fundet den perfekte opskrift på coleslaw, men nu tror jeg, at jeg har sjusset mig frem til en jeg er tilfreds med.

Sådan her gjorde jeg:

Jeg tog min kurv og gik i haven efter ingredienser

Spidskålet og majroerne er til coleslawen (squashen og løgene var til lasange), desværre er mine gulerødder ikke helt store nok endnu.
Spidskålet blev snittet fint. 3 majroer og 4 gulerødder blev revet på det grove rivejern. En marinade af 1 dl æblecidereddike, 2 spsk dijonsennep, 2 spsk sukker, 2 tsk spidskommen og lidt friskkværnet peber blandes og hældes i en pose sammen med grønsagerne, derpå stilles det i køleskabet 30 minutter. I mellemtiden laves dressingen af 2 dl cremefraice og 2 dl mayo blandes med sukker, salt og peber efter smag. Grønsagerne hældes i et dørslag, så marinaden løber fra, herefter røres det i dressingen. Det er første gang, jeg bruger majroer i coleslawen, og jeg synes det fungerede rigtig fint.

Det blev til en ret stor portion, så der er vist både til madpakkerne og aftensmaden i morgen også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar