lørdag den 25. januar 2014

Varmende kartoffelsuppe.

De sidste par dage har min krop været særdeles usamarbejdsvillig, samtidig har vinden gået gennem marv, ben og utætheder i dette gamle hus. Så der var ikke andet for end at lave en god og varmende suppe til aftensmaden i går. Eftersom jeg at jeg altid har en super lækker kyllingefond i fryseren, så tager det ingen tid at lave den suppe, der er virkelig tale om fastfood.

Det mest udfordrende var at hente grønsager i haven, jeg må indrømme, at jeg måtte tage tilløb et par gange inden, jeg begav mig ud i kulden. Men hvor er det fantastisk, stadig at kunne hente friske grønsager på denne årstid. 3 porrer og en knoldselleri blev det til.  


Opskriften er helt simpel. 300 g kartofler, en lille knoldselleri og to porrer skæres i mindre stykker, grønsagerne koger sammen med en stilk timian i ca. 1 liter kyllinge-/hønsefond. Når grønsagerne er møre, blendes hele molevitten, herefter tilsættes 1 dl fløde, salt og peber.
Til serveringen drysses suppen med sprødstegt bacon og tynde friske porreringe, dette giver både sprødhed og skarphed til suppen. Hvis man ikke er til rå porrer, kan man lade porreringene koge med suppen et par minutter inden serveringen. Hertil mangler så bare et lækkert stykke brød, heldigvis havde jeg forleden bagt 8 store flutes, så det var bare at hive et op af fryseren og varme.


Sammensætningen er af grønsager kan sagtens variere, både pastinak og persillerødder smager også godt i suppen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar