mandag den 3. marts 2014

Store, fedtede og skønne fastelavnsboller.

Til fastelavn hører sig gode fastelavnsboller, og i går spiste vi disse til vores eftermiddagskaffe. Kagerne er lavet af vandbakkelsesdej, til fyldet lavede jeg en æblemarmelade af de allersidste æbler, så har vi også spist egne æbler helt til nu, det er jeg helt godt tilfreds med. Derudover var der en vaniljecreme pisket op med fløde.


Vandbakkelser er et mysterium for mig, jeg har smidt så mange mislykkede vandbakkelser ud (til  hønsene) gennem tiden, men denne gang lykkedes det i første forsøg.

Opskrift vandbakkelser:

150 gram smør smeltes med 1 spsk sukker og 3 dl vand. Herefter tilsættes 150 g hvedemel, og det bages sammen til massen slipper gryden og er samlet i en klump. Nu køles dejen lidt af, hvorefter ca 4 æg tilsættes et ad gangen, lad endelig ikke dejen blive for tynd. Sæt 9 toppe af dejen på en bageplade og bag dem ca 5 minutter ved 200 grader. Det er vigtigt ikke at åbne lågen før efter 20 minutter, ellers klasker vandbakkelserne bare sammen. Vandbakkelserne køles af på en rist.

Opskrift vaniljecreme:

2 hele æg piskes sammen med 2 spsk sukker i en gryde. 1spsk marizena opløses i 2,5 dl mælk. Mælken hældes herefter over i gryden til æg og sukker, en vaniljestang tilsættes. Cremen koges nu sammen indtil den tykner. Cremen køles helt ned. Ved servering tilsættes cremen 2,5 dl fløde og den piskes til en let skum.

Servering:

Vandbakkelserne flækkes. Der lægges en god klat æblemarmelade på bunden, ovenpå fyldes godt med cremen på. Toppen lægges forsigtigt på og der drysses med godt lag flormelis.

2 kommentarer:

  1. ;-)
    Bages i 5 min
    men må ikke åbne ovnen de første 25 min ????????????????????
    ;D ;D ;D

    SvarSlet
    Svar
    1. Bages i 25 minutter 😜 tak fordi du var opmærksom

      Slet