fredag den 29. marts 2013

Hvis dit hus brænder, hvad vil du så tage med?

Alle har sikkert tænkt tanken, -"hvis mit hus brænder, så skal jeg bare have fat i fotoalbummet, mit store håndsyede patchworktæppe, arvestykket fra tiptipoldemors familie i Ukraine eller noget helt andet. Jeg har selvfølgelig også overvejet, hvad jeg gerne vil forsøge at redde ud af et eventuelt brændende hus, men en egentlig direkte ting er jeg aldrig rigtig kommet frem til, der er jo så meget (selvom jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke er specielt materialistisk). 

Skæbnen vil dog, at jeg sidste efterår faktisk blev nødt til at tage stilling.....hurtigt...... der gik nemlig ild i mit hus. Det var en søndag formiddag, jeg var alene hjemme med ungerne. Det var den weekend, hvor fyret skulle tændes igen efter en lang sommerpause. Jeg fik drejede på de rette haner, så der kom cirkulation i centralvarmesystemet og elvandvarmeren blev slukket. Alt var som det skulle være, jeg gik ind til ungerne i stuen, vi hyggede. Efter lidt tid gik jeg lige ud for at se til fyret, og da jeg åbner døren til gangen, ser jeg flammerne slikke op ad væggen og hen under loftet..............Vild panik...........jeg får ungerne ud i en hvis fart. Jeg tænder for vandhanen i køkkenet, og overvejer i et spiltsekund, at jeg selv skal til at slukke ilden, jeg når endda at finde en saftevandskande frem til formålet. Men jeg ombestemmer mig, og ringer 112. Det er en kvinde, der sidder i den anden ende af røret, og jeg er bundhysterisk, men i løbet af ganske få sekunder får hun talt mig helt ned, samtidig med at hun får alle de oplysninger hun skal bruge. Det sidste hun siger er -"Det eneste du skal gøre er, at få dig selv og dine børn udenfor", jeg stod jo stadig ude i køkkenet med vandhanen tændt. Og lige der var det, at det slog mig, jeg skal da redde noget med ud, men hvad??????? Jeg kunne slet ikke tænke klart, og det endte med at jeg greb min.........tada...........hjemmeavlede flettede hvidløgsranke, der hang ud i gangen, hvor det brændte.


Her er resterne af de skønne hvidløg, jeg har tit følt mig taknemmelig over, at jeg reddede netop hvidløgene med ud. Historien ender jo forholdsvis udramatisk. Brandvæsnet er på øvelse lige i nærheden, og er der i løbet af få minutter, hvilket er meget hurtigt, når man tænker på, hvor langt vi egentlig bor fra en brandstation.   Ilden får de hurtig bugt med, og skaderne er minimale, så det ender lykkeligt. Samtidig er jeg holdt op med at tænke på, hvad jeg eventuelt vil redde med ud fra et brændende hus, da jeg nu ved, at jeg overhovedet ikke tænker rationelt i sådanne situationer. Og jeg skal lige hilse at sige, at jeg har hørt rigtig meget for at redde en ranke hvidløg fra de slikkende flammer.

2 kommentarer:

  1. Hej Dorte
    Tak for en morsom historie her midt i påsken og sneen. Godt det endte uden de store skader, men jeg kan godt forestille mig, at hvis man kommer i situationen, så kan man ikke tænkte klart. Det vigtigste var dog, at du selv og børnene kom ud.
    Så kan man altid bagefter drille med hvidløgsranken, især fordi det gik godt :)
    For nogen år siden brændte der en meget gammel flot gård med stråtag her på øen. De nåede kun at redde sig selv ud, resten gik op i flammer. Heldigvis lå fotoalbummene i en svogers bil, det var godt.
    Nu har de i stedet en fin nybygget gård, men patinaen mangler.
    Vh
    Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det vigtigste er jo, at ingen kommer til skade. Og selv om man kan få nyt, så forsvinder sjælen og historierne jo desværre med det brændte.
      God påske

      Slet